Topsikkerhed i ti biler - mangler hos Jaguar, Nissan og VW

I den nyeste crashtest fra Euro NCAP får 10 ud af 14 biler topkarakteren fem stjerner. Jaguar XF, Nissan Micra og VW Amarok må nøjes med fire.

Euro NCAP crashtest
Bilist

Fem stjerner i kollisionssikkerhed har dagens købere af nye biler lov til at forvente, og den nyeste runde af test fra sikkerhedssamarbejdet Euro NCAP, som FDM er med i, uddeler da også topkarakteren fem stjerner til 10 ud af 14 biler.

Ud over Landwind har tre andre biler ikke opnået fem stjerner, hvilket FDM betegner som ikke helt tilfredsstillende og i Jaguars tilfælde ligefrem skuffende. Jaguars nye flagskib, XF, må nøjes med fire stjerner. Både i voksenbeskyttelse (den traditionelle kollisionstest) og i børnesikkerhed kommer Jaguar XF ikke over grænsen til fem stjerner.

Heller ikke Nissan Micra klarer skærene. Alene manglen på selehusker diskvalificerer Micraen, der er udviklet næsten ens til hele verden. Men heller ikke børnesikkerheden er god nok til fem stjerner.

Endelig må VWs argentinsk fremstillede pickup, Amarok, nøjes med fire stjerner. Både når det gælder aktivt sikkerhedsudstyr og børnesikkerhed, ligger Amarok under grænsen.

VW Passat er en af mange femstjernede biler, men da Euro NCAP betragter bilen som et facelift af 2005-modellen, er de fleste resultater overført fra den gamle model. Kun fodgænger- og piskesmældstest er nye.

Alle de femstjernede biler, der allerede er lanceret eller prissat, bør nu falde 3.600 kr. – med mindre importøren stikker statens sikkerhedsfradrag i egen lomme.