Det er strømmet ud med dårlige nyheder fra elbiloperatøren Better Place de seneste måneder. Den første var, at administrerende direktør og grundlægger Shai Agassi var blevet strittet ud.
Siden er også hans afløser som direktør gået sin vej, og nu meddeler Better Place, at firmaet reelt trækker sig fra alle lande undtagen Danmark og Israel, men med en tilføjelse om, at man vil stå inde for de aftaler, der er indgået. De nationale selskaber går altså ikke konkurs.
Dropper verden
Det indebærer bl.a., at Better Place ”på kort sigt” opgiver sit engagement i Australien, der mest var et forsøgsprojekt i hovedstaden Canberra, og at hovedkontoret i Palo Alto syd for San Fransisco lukkes. I stedet skal det ligge i Tel Aviv.
Better Place har stadig en hovedmenu på sit website, der hedder ”global fremgang”. Nyeste opdatering er fra september 2012, hvor en batteriskiftestation i Amsterdams lufthavn er åbnet.
Hvad der skal ske med dette taxiprojekt er ikke oplyst.
Kun Danmark og Israel
Danmark og Israel er de to eneste lande, hvor et netværk af batteriskiftestationer findes.
I en pressemeddelelse hævder Better Place, at ”Better Place bliver ved med at gøre fremskridt på sine to kernemarkeder, Danmark og Israel, hvor salget af nye elbiler samler momentum.”
21 biler på en måned
I Danmark blev det ellers kun til 198 Renault Fluence Z.E. i hele 2012, Better Places kerneprodukt og den eneste bil, der kan benytte batteriskiftestationerne. I januar blev der indregistreret 21 Fluence, heraf kun 4 til private.
Her i februar har Better Place udsendt en ny lokkemad til nye kunder: installationen af hjemmeladeren (pris 10.000 kr.) og de tre første måneders abonnement er gratis.