Alt imens der diskuteres betalingsring i hovedstadsområdet, foreslår en række pensionsselskaber, at de vil investere i det danske vejnet. Forslaget tager udgangspunkt i et såkaldt OPP – et offentligt-privat partnerskab, hvor staten indgår en aftale med en privat aktør om at anlægge og drive veje – men i dette forslag får den private aktør også mulighed for at opkræve direkte betaling fra bilister for at benytte vejen.
FDM tager klart afstand fra nye, øgede afgifter på mobilitet. Danske bilister betaler i forvejen verdens højeste bilafgifter, og derfor bør der være fri adgang til de danske veje. FDM har grundlæggende den holdning, at de, der benytter infrastrukturen, også skal betale for den. Og det gør de danske bilister allerede så rigeligt. For hver krone bilisterne afleverer til statskassen, bruges der 25-30 øre på at vedligeholde og udbygge vejene. De danske bilister lægger årligt omkring 40 mia. kr. i afgifter.
Afgiftstrykket må ikke øges
FDM ser imidlertid gerne, at de danske bilafgifter på sigt omlægges til kørselsafgifter, men således at det samlede afgiftstryk ikke øges. Det vil betalingsveje gøre, hvis ikke bilafgifterne omlægges samtidigt.
FDM kan kun acceptere betalingsveje uden en afgiftsreform der, hvor de erstatter eksempelvis en færgerute eller ved helt særlige projekter som en havnetunnel i København. FDM kan ikke acceptere indførsel af betaling på eksisterende vejforbindelser – det er en samfundsopgave, så længe bilafgiftsniveauet opretholdes.
Det foreslås også at investere i en havnetunnel under København. Denne del er FDM åben overfor, men det må i givet fald være i stedet for en betalingsring.
FDM ser med interesse på idéen om OPP. Det første projekt er Kiplev-motorvejen, men her er det statskassen, der betaler. OPP kan vise sig at være en fordel, hvis det lykkes at anlægge og drive motorvejen så billigt, at der også er råd til at betale investor en overrente. Er det ikke tilfældet, bør det fortsat være staten, der bygger og driver vejene. For FDM handler det om mest mulig infrastruktur for pengene – ikke om hvem der bygger og drifter vejen.