Københavns Kommune har en parkeringsudfordring. Belægningsprocenten på almindelige parkeringspladser i København ligger på 80 til 100 procent, viser tal fra kommunen selv, og det gør det svært for bilister, når de skal finde et sted at stille bilen. Ved elbilernes ladestandere forholder det sig anderledes positivt. Tal fra kommunen viser, at pladserne ofte står tomme, og belægningsprocenten er på mellem 34 og 42 procent. Derfor vækker det bekymring hos FDM, når Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell vil etablere 500 nye elbilspladser over de næste år uden en plan for den resterende parkering i København.
”Parkering i København er udfordring, der må og skal løses. Rigtig mange mennesker er i hverdagen afhængige af deres biler, og når der i forvejen er kamp om pladserne, er det et truende scenarie, at de bliver skåret ned med 500”, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og uddyber:
”Antallet af parkeringspladser skal passe til det behov, der er. Hvis antallet af elbiler vokser, skal der naturligvis etableres flere ladestandere. Står pladserne derimod tomme, virker det som symbolpolitik, særligt når man samtidig vil forbyde opladningshybrider at holde og lade op.”
Sæt tidsbegrænsning på
I FDM peger man i stedet på tidsbegrænset parkering som en løsning, der sikrer, at elbiler forsat kan finde ladepladser.
”I øjeblikket er der ikke tidsbegrænsning på elbilspladserne, og det betyder, at de ikke nødvendigvis bruges til opladning, når bilerne holder der. Hvis man satte tidsbegrænsning på pladserne, kunne man sikre udskiftning i bilerne, så alle elbiler sikres mulighed for at oplade,” siger Torben Lund Kudsk.