Minister vil stramme op om køreskoler

Dumpeprocenter på op mod 90 og køreundervisning af tvivlsom karakter får nu justitsminister Lars Barfoed til at varsle indgreb mod de ringeste af kørelærerne.

Minister vil stramme op om køreskoler
Bilist

Dermed ser ministeren ud til at følge opfordringerne fra både Rigspolitiet og kørelærernes egen organisation Dansk Kørelærer-Union (DK-U), som længe har efterlyst en sanktionsmulighed overfor branchens brodne kar.

Her har man gennem flere år oplevet, hvordan køreskoleelever presses til at gå til køreprøve uden chance for at bestå. Ifølge et notat fra Rigspolitiet til justitsministeren fra december 2010 presser enkelte køreskoler eleverne igennem køreuddannelsen uden at sikre sig, at eleverne har lært, hvad de skulle.

Resultatet er, at eleverne dumper gentagne gange, hvorefter køreskolen tjener på de ekstra timer, eleverne skal tage op til en ny prøve. En praksis justitsministeren nu vil have sat en stopper for.

”Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at nogle kørelærere har meget høje dumpeprocenter. Der findes i dag ret udførlige undervisningsplaner, som kørelærerne skal følge i deres undervisning af køreelever, og jeg synes, at der er behov for alvorlig selvransagelse i branchen, hvis nogle kørelærere presser eleverne hurtigt gennem uddannelsesforløbet uden at sikre sig, at eleverne rent faktisk har lært det, de skal,” skriver justitsministeren i en pressemeddelelse og tilføjer:

"Ministeren vil derfor til efteråret fremsætte et lovforslag, så det bliver muligt at tilbagekalde en kørelærergodkendelse, hvis kørelæreren ikke tilbyder en ordentlig undervisning."

FDM: Indfør smiley-ordning

FDM er glade for ministerens udmelding.

”Vi kan kun bifalde en sanktionsmulighed, som den justitsministeren lægger op til. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at nogle køreskoler ligefrem spekulerer i, at eleverne dumper, som vi har set eksempler på. Udover, at det er spild af både politiet og elevernes tid og penge, er det også et spørgsmål om trafiksikkerhed, og her mener FDM ikke, at man må gå på kompromis. Derfor mener vi også, at en indførsel af en smiley-ordning, som den man kender fra restaurationer, eller en offentlig tilgængelig dumpeprocent for de enkelte køreskoler kan være et godt forbrugerværktøj. Som det er i dag, er prisen eneste parameter, man har at forholde sig til, og her lokkes mange tilsyneladende af priser, som er så lave, at de næsten kun kan karakteriseres som vildledende,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning, Per Alkestrup.