18.000 Spark kaldes på værksted

En fejl ved sikringen af motorhjelmen udløser en meget stor tilbagekaldelse af Chevrolet Spark. Samtlige biler i Danmark skal på værksted.

Alle solgte Chevrolet Spark skal på værksted.
Bilist

Alle Chevrolet Spark, der er solgt i Danmark siden introduktionen i 2010, bliver kaldt på værksted for at få skiftet en sikkerhedslås, kaldet stormkrogen, ved motorhjelmen.

I alt er der tale om cirka 18.000 biler alene i Danmark. Stormkrogen er den anordning, der skal udløses for at åbne motorhjelmen efter at den primære lås er åbnet inde fra kabinen. Typisk kan den være lidt svær at finde, når man vil ned i motorrummet.

Sikkerhedskrog kan ruste

Forkert materialevalg betyder, at fjederen, der sikrer at stormkrogen låser motorhjelmen, kan ruste. Er fjederen rusten, bliver stormkrogen ikke holdt på plads, og motorhjelmen risikerer at springe op under kørslen, hvis den primære lås ikke er lukket korrekt.

Løsningen er at skifte hele den sekundære låsemekanisme. Det er en reparation, der tager et kvarters tid og kan udføres, mens ejeren venter, hvis der er aftalt tid på værkstedet.

Da der er tale om en fejl af sikkerhedsmæssig karakter, er det en regulær tilbagekaldelse, hvor ejeren får besked med brev fra Skat. De første breve er modtaget af Spark-ejere. Selve udbedringen udføres uden omkostning for ejeren.