To nye tunneler og en ny vej har gjort køreturen til norske Hallingdal markant kortere. Det er i denne dal, at bl.a. skisportsstederne Gol, Ål og Geilo ligger. Det er samtidig en af hovedruterne til Bergen.
Med indvielsen af den nye rute er vejen blevet mere lige og bredere. Fartgrænsen på noget af strækningen er hævert til 90 km/t.
Ved Noresund – også et populært skisportssted - har hovedvej 7 hidtil slået en voldsom omvej. Den er nu skåret væk med den direkte rute gennem fjeldet, og det gør vejen ca. 20 km kortere.
70 kr. i bompenge
Projektet har kostet 1,8 mia. n.kr., og bilisterne skal bidrage med en del af pengene. Det koster 70 n.kr. i bompenge for en personbil at skyde genvej.
Også på E18 mellem færgebyen Larvik og Oslo er der netop sket en større forbedring, efter at 25 km landevej er bygget ud til motorvej.
SE OGSÅ: Ny færgerute danner bro til Sydnorge
Også her skal der betales bompenge. Opkrævningen på den nye strækning begynder 12. januar, og hele strækningen Gulli-Sky koster 50 n.kr.
Brobizz virker
E6 gennem Gudbrandsdalen mod bl.a. Hamar og Lillehammer er også under kraftig udbygning over en 21 km lang strækning. Der anlægges i etaper motorvej nord for Gardermoen lufthavn, og sidste etape af denne fase indvies i sommeren 2015.
Alle steder kan der betales med det automatiske Autopass-system, der for en dansker er lig med Brobizz.