Siden 1937 har Toyota Motor Co. nemlig udviklet sig til en af verdens største bilproducenter med et forventet 2012-salg på op mod 10 mio. biler i over 170 lande, 63 fabrikker og 320.000 ansatte på verdensplan og over 200 mio. solgte biler i alt.
Bileventyret tog så småt sin begyndelse i 1929, da stifteren Sakichi Toyodas ældste søn, Kiichiro Toyoda, på en studietur til USA blev interesseret i biler.
Et lykkeligt navn
At bilerne døbtes Toyota i stedet for at overtage familienavnet, skyldtes blandt andet, at Toyoda på japansk betyder „frugtbare rismarker” og dermed relaterer mere til fortidens landbrugssamfund end moderne industri.
Desuden er de japanske skrifttegn for Toyota grafisk enklere og skrives med otte pennestrøg – og i Japan er otte et lykketal.
Dansk premiere i 1963
Toyota koncentrerede sig i de første mange år om hjemmemarkedet, men i 1957 blev de første to biler eksporteret til USA.
I 1958 solgtes 288 biler på det amerikanske marked, og i 2011 var det tal vokset til over 1,6 millioner.
I 1963 blev Danmark Toyotas europæiske „testmarked”, da Erla Auto Import A/S introducerede den sekscylindrede Toyota Crown herhjemme.Mærket fik hurtigt fodfæste i Danmark og solgte allerede i 1964 godt 1.500 biler, og i en årrække lå Toyotas europæiske hovedkontor i København.
I dag ligger kontoret i Bruxelles og har 2.200 ansatte.
Luksus, hybrider – og sport
I 1989 introducerede Toyota luksusmærket Lexus, og nogenlunde samtidig begyndte den satsning på miljørigtig transport, der i 1997 resulterede i første generation af hybridbilen Prius.I dag har Toyota rundet 4,5 mio. solgte hybridbiler og forventer at masseproducere brintbiler fra 2015.
Toyota har dog også tradition for sportsvogne og coupéer som 2000GT (1967), Celica (1970), MR2 (1984), Supra (1986) og senest Toyota GT-86.
Desuden har Toyota vundet flere VM-titler i rally, i 2002-2009 stillede Toyota op i formel 1, og i 1999 blev en Toyota nummer to på Le Mans.