BMW leverer dieselmotor til Toyota

Toyota Verso får til foråret en BMW/Mini-dieselmotor. Det er første synlige resultat af et omfattende samarbejde mellem de to bilfabrikker. Samarbejdet omfatter også hybridteknik og brændselsceller.

Toyota Verso får nu Mini-BMW-motor.
Nyt om biler

En familie-Toyota med BMW-motor. Det bliver første konkrete resultat af det samarbejde, som BMW og Toyota indgik for to år siden.

Fra marts kan man købe en Toyota Verso med 1,6-liters dieselmotor udviklet og produceret af BMW. Hos Toyota yder den 112 hestekræfter og et drejningsmoment på 270 Nm.

Konkurrenter er stærkere

Det er i den lave ende for nye 1.6-dieselmotorer, hvor bl.a. Renault, Opel og Honda ligger på 120-130 hestekræfter og 320-340 newtonmeter. VW, derimod, nøjes med 105 hk fra sin nye 1.6 TDI.

Motoren er da også ret gammel i BMW- og Mini-regi, og Mini selv skifter om kort tid – til foråret 2014 - til en helt ny generation dieselmotor på 1,5 liter og med tre cylindre.

I den ret store, syvpersoners bil får motoren et CO2-tal på 119 gram pr. km svarende til omkring 22,5 km pr. liter. Det præcise km/l-tal har Toyota ikke klar endnu.

Store tilpasninger

Toyota har selv tilpasset BMW-motoren til Verso inkl. tilføjelsen af et nyt svinghjul og tilpasning til Toyotas eget stop-start-system, som dermed gør sin entré for første gang i Verso.

Ifølge projektchef hos Toyota, Gehard Killmann, var den største udfordring at kombinere BMWs og Toyotas elektroniske systemer, som i dag er en central del af motorstyringssystemer.

Dieselmotoren bruges i forvejen i Mini og BMW 1-serie. Hos Mini yder den enten 90 hk/215 Nm eller 112 hk/270 Nm og i 1-serien 95 hk/235 Nm. Det er tilsyneladende den ”store” Mini-motor, der nu kommer i Toyota Verso.

Toyota Verso, der fik et facelift sidste år, fortsætter med den nuværende 2.0-diesel af egen avl.

Kommer i flere modeller?

Toyota har også mulighed for at bruge BMWs 2.0-diesel, men Toyota oplyser ikke, om og i givet fald, det vil ske. Under omstændigheder kan man forvente, at 1,6-literen vil dukke op i andre større Toyota-modeller.

Samarbejdet mellem BMW og Toyota omfatter også brændselsceller, en ny type batteri kaldet litium-luft samt letvægtsteknologi.

En delvis fælles sportsvogn har også været nævnet.