Af Karsten Meyland Lemche,
journalist, Motor
Genève-udstillingen blev omdannet til Cirkus Maximus, da Ferrari skulle præsentere sin nye superbil La Ferrari.
Ligesom alle andre præsentationer var der et menneskehav om bilen, men idet klædet blev trukket af bilen, begyndte folkemængden at gå amok.
Der blev hujet, der blev klappet, der blev råbt og piftet til den helt store guldmedalje. Der var kort sagt en berusende fællesfølelse af sejr. Det var som om der blev fred i verden, om end blot et par sekunder.
Egentlig troede jeg, at superbilernes tidsalder var passé. Men fascinationen af den mest ekstreme teknik og de mest ekstreme biler fik en genopstandelse denne forårsdag i Genève.
Både Ferrari og McLaren viste deres superbiler for første gang, og begge har teknologi fra deres formel 1-racere.
Det kunne lyde som typisk marketingssnak, men i McLaren P1 er eksempelvis ”brake steer” standard, en teknik hvor bagbremserne på det ene hjul bruges til at komme hurtigere ind svingene, og hvor man kan starte accelerationen ud af sving hurtigere. En teknik der blev udviklet af McLaren i 1997 og bandlyst kort efter.
Det er ikke kun familiebiler, der skal være mere miljøvenlige. Den udvikling gælder også superbilerne. Derfor har både La Ferrari og McLaren P1 hybridteknologi.
Ferrari har en 6,2-liters V12-motor, der yder 800 hk, men der er koblet et KERS-system med en 163 hk elmotor på transmissionen, så den samlede effekt er 963 hk.
McLaren byder kun på 916 hk, hvoraf elmotoren står for de 179 hk og den turboladede 3.8-liters V8-motor byder på 737 hk.
Til gengæld kan McLarens P1 køre ti km på ren strøm og har et officielt CO2-tal på under 200 gram pr. km.
Selvom ejerne af de kommende biler næppe er miljøfilantroper, så er det fedt at fascinationen for det ekstreme ikke kun gælder mange hestekræfter, men at superbilerne også følger med tiden.
Vanvittige biler med vanvittige navn. P1 kan man næsten forstå, men La Ferrari? På den anden side skal der vel være lidt ekstraordinært over det ekstreme.