Det vrimler frem med nye minibiler i år. Og langt de fleste af disse B-segmentbiler har fået automatisk nødbremse som standard.
Men det gælder ikke Ford.
Den helt nye Fiesta, som lanceres efter sommerferien, har ikke nødbremse som standardudstyr i nogen version – hverken i Europa som helhed eller i Danmark.
SE OGSÅ: Nødbremse redder mange liv
Fem stjerner uden nødbremse
Ford forventer at kunne opnå de eftertragtede fem Euro NCAP-stjerner uden nødbremse, og det lader til at være en del af årsagen til fravalget.De fem stjerner ventes at kunne fås med billigere systemer: vognbaneassistent, fartbegrænser og selehuskere for bagsædet.
FDM: vælg altid bil med nødbemse
Fords fravalg af nødbremse huer ikke FDM, bl.a. fordi erfaringen viser, at mange bilkøbere undlader at tilvælge det.
- FDM anbefaler, at man som køber af en ny bil altid vælger en model med automatisk nødbremse, siger bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.
6.300 kr. ekstra
Nødbremsen til Fiesta er ikke udpræget dyr. 6.300 kr. koster den til de fleste versioner og skal bestilles sammen med bilen.
I Fords danske materiale optræder denne førerassistentpakke som en ’anbefaling’.
Avanceret nødbremse
Det er et af de mere avancerede systemer, der både benytter radar og kamera. Nødbremsen, hos Ford kaldet Pre Collision Assist, reagerer også på fodgængere og tilmed i mørke. Cyklister kan i nogle situationer også registreres, men det garanterer Ford ikke. Det kommer i en senere udgave.
Med i prisen for sikkerhedsudstyret er et rigtig nyttigt komfortudstyr, adaptiv fartpilot.
SE OGSÅ: Nødbremse overbeviser i ny test
Andre mærker gør udstyret til standard
Mens Ford ’lader kunderne selv vælge’, har flere andre nye minier nødbremse som standard. Det gælder Nissan Micra, Kia Rio, Seat Ibiza, Toyota Yaris og VW Polo.
Suzuki Swift er undtagelsen blandt nyhederne; her skal nødbremse tilkøbes til de fleste versioner. Citroën er bedre kørende ved – efter det oplyste - snart at have nødbremse på udstyrsniveau 2 og 3 til C3.