Kia Ceed er Årets Brugtbil 2011

En dansk jury bestående af brugtbilseksperter fra forskellige medier og brancheorganisationer har valgt Kia Ceed som Årets Brugtbil 2011.

Kia Ceed
Nyt om biler

Den blev betegnet som det koreanske gennembrud, da den kom frem, og nu har Kia Ceed fået en flot fjer i hatten med titlen som Årets Brugtbil 2011. I finalerunden slog Kia Ceed den populære firmabil Ford Mondeo og den umiddelbare favorit Skoda Octavia. Det er annoncehjemmesiden Bilbasen, som arrangerer kåringen, hvor FDM har to repræsentanter med i juryen i form af tekniker Jørgen Jørgensen og journalist på Motor Karsten Meyland Lemche.

Vores tids folkevogn

"Kia Ceed er lidt blevet vores tids folkevogn, og udover lidt rustproblemer, så har der ikke være store tekniske problemer. Den er et fornuftigt brugsværktøj," siger afdelingsleder i FDMs tekniske afdeling, Jørgen Jørgensen.

Hvert jurymedlem stemte på tre biler, og Jørgen Jørgensen stemte på Kia Ceed, men gav dog Skoda Octavia flest point.

Pas på garantien

Motors brugtbilsekspert Karsten Meyland Lemche stemte ikke selv på Kia Ceed, men derimod på Volvo V50, Peugeot 308 og Audi A6.

"Kia Ceed er et udmærket køb, men den gør ikke noget særligt væsen af sig i forhold til konkurrenterne. Mange falder for de syv års garanti, men Kia er meget strikse med hensyn til stempler i servicebogen, så der er biler på brugtbilsmarkedet, som har mistet garantien," lyder dommen fra Karsten Meyland Lemche.

Læs Motors brugtbilstest af Kia Ceed her

  Top 5, Årets Brugtbil 2011  
1 Kia Ceed, årgang 2007 125 point
2 Ford Mondeo, årgang 2007 105 point
3 Skoda Octavia, årgang 2005  85 point
4 Audi A6, årgang 2005  50 point*
5 Volvo V50, årgang 2004  50 point