De hvide vintre har fået danskerne til at anskaffe sig vinterdæk i langt højere grad end tidligere. Det er den positive nyhed.

Den negative er, at der stadig er næsten en fjerdedel, som kører i vinterføret med sommerdæk.
Da Dækimportør-Foreningen i slutningen af januar i år kontrollerede dæk, var det 68 procent af bilerne, som var monteret med vinterdæk.
Stigende tendens
Ved en tilsvarende tælling lige omkring 1. december kunne brancheforeningen konstatere, at andelen var steget til 77 procent.
Dermed fortsætter en stigende tendens, for i 2006 var det kun 58 procent, som kørte på vinterdæk om vinteren.
Jyder og fynboer vælger vinterdæk
Jyder og fynboer er bedre til at sørge for godt vinterfodtøj, da andelen af vinterdæk ved alle tre målinger har været lidt højere vest for Storebælt end øst for. Vest for bæltet er andelen nu oppe på 80 procent.
Selv om vinteren nu har stået på længe, er det stadig muligt at købe vinterdæk, oplyser Dækimportør-Foreningen.
Stadig dæk at få
"Lagrene bugner ikke af vinterdæk, men på trods af at der er solgt væsentlig flere vinterdæk i denne sæson end sidste, er der fortsat vinterdæk at få. Man skal dog være indstillet på at søge lidt længere, og man kan måske heller ikke få det dæk, der står øverst på ønskelisten," siger foreningens formand, Kenneth Saust.
Tællingerne af flere tusinde biler er foretaget på offentlige steder, blandt andet indkøbscentre, så de kontrollerede biler har alle været ude i trafikken.
Krav i Sverige og Tyskland
Det er ikke ulovligt at køre på sommerdæk, selv om der er sne og is på vejen, men FDM opfordrer kraftigt til, at man har vinterdæk på sin bil, og hvis ikke så lade bilen stå, når der er vinterføre.
Vinterdæk giver markant bedre vejgreb, når der er sne, slud og is på vejen. Og vinterdæk er ikke alene et spørgsmål om sikkerhed. Bilister med sommerdæk, der sidder fast eller kører ekstremt langsomt, kan være til unødig gene for den øvrgie trafik.
Både i Sverige og Tyskland er der nu krav om, at bilerne kører på vinterdæk, ”når forholdene kræver det”.
{BLOCK_REGION_1}