Markant front til Renault Mégane

Med et facelift får Renaults mellemklassebil et kæmpe Renault-logo i fronten og kommer til at ligne de andre nye modeller. R-Link-skærmen bliver samtidig en mulighed.

Nyt om biler

Renault er i fuld gang med at give sine biler den helt store overhaling, når det gælder design. Clio og Captur viser stilen i fuldt flor, og næste år bliver det også synligt på den nye Twingo og Espace.

Twingo og Scénic har fået den nye stil i tillempet form i forbindelse med ansigtsløftninger, og snart sker det samme med Mégane, så den ikke falder helt bagud af dansen.

Kæmpe logo

Det drejer sig i al væsentlighed om en helt ny front med Renault-logoet kraftigt forstørret og anbragt prominent midt på grill’en.

De tre varianter, tredørs coupé, femdørs og stationcar, får same front, der også inkluderer nye lygter og LED-kørelyslygter nederst.

Nu med R-Link

Faceliftet betyder også, at Mégane kan fås med Renaults store skærm, der kan opgraderes til navigation og internetforbindelse R-Link.

Endelig bliver det muligt at få Renaults nye dobbeltkoblingsgearkasse i kombination med en 130 hestes benzinmotor.