Politiet vil forkorte ventetid på køreprøve

Rigspolitiet og landets politikredse har udarbejdet en plan til at nedbringe ventetiderne på køreprøver.

Foto: FDM
Bilist

De prøvesagkyndige skal arbejde ekstra og bl.a. afholde køreprøver på lørdage. Samtidig slipper de for at føre tilsyn ved teoriprøver, da det kan løses af andre ansatte. Derudover ansættes pensionerede prøvesagkyndige politifolk som vikarer, og så låner politiet ni prøvesagkyndige af forsvaret.

Sådan lyder opskriften fra Rigspolitiet på at løse de markante problemer med lange ventetider for at få kørekort. Området får tilført ressourcer svarende til ca. 30 årsværk.

Problemerne har siden årsskiftet været intensiveret, fordi 17-årige nu kan tage kørekort. Det betyder, at der i år er to årgange, der kan tage kørekort til almindelig bil.

– Det er Rigspolitiets målsætning, at ventetiden bliver nedbragt og er på normalt niveau inden udgangen af dette år, siger Erik Terp, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

LÆS MERE: Gode råd til dit første kørekort

Bedre udnyttelse i fremtiden

Rigspolitiet vurderer, at høje dumpeprocenter, hvor samme elev skal til prøve flere gange, også er en del af årsagen til de lange ventetider. Derfor skal der tages initiativer, der kan højne kvaliteten af kørelærerbranchen for at nedbringe ventetiderne på køreprøver og de høje dumpeprocenter.

– Gentagelser er spild af alles tid, penge og kræfter – ikke mindst elevernes. Det er derfor vigtigt, at elever først kommer op til prøve, når de er klar, siger centerchef Erik Terp.

Rigspolitiet vil også samarbejde med Kommunernes Landsforening om at se på, hvorvidt data fra det bookingsystem, som myndigheder, kørelærere og elever bruger ved køreprøver, kan forbedres.

LÆS MERE: Hvor meget koster kørekortet?

En gevinst for køreskoleeleverne

FDM mener, det er prisværdigt, at politiet nu vil gøre noget aktivt for at nedbringe de alt for lange ventetider.

- Det har været ventet længe. De lange ventetider har stor betydning for køreskoleeleverne. Blandt andet medfører ventetiden øget udgift til flere køretimer, og jobbet kan være på spil, hvis man ikke kan få kørekortet i tide, påpeger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.