VW Golf nr. 30 mio. ruller af båndet

I morgen indstilles produktionen i Wolfsburg for en stund, når fejringen af VW Golf nr. 30 mio. løber af stablen. 200.000 medarbejdere med familie er inviteret til festen, der foregår langs samlebåndet.

På vegne af VW modtager koncernchef Prof. Dr. Martin Winterkorn trofæet for ’Car of the Year’ af juryens formand.
Nyt om biler

På vegne af VW modtager koncernchef prof. dr. Martin Winterkorn trofæet for 'Car of the Year' af juryens formand.
På vegne af VW modtager koncernchef prof. dr. Martin Winterkorn trofæet for 'Car of the Year' af juryens formand.
Det bliver en lyseblå VW Golf Bluemotion, der lørdag morgen ruller af samlebåndet som Golf nr. 30.000.000. Med en brændstoføkonomi, der tillader op til 31,3 km pr. liter, er denne bil den mest brændstoføkonomiske Golf i den nu 39-årige bilmodels historie.

For at fejre begivenheden med dem, der rent faktisk bygger bilerne, har fabrikken inviteret alle medarbejdere og deres familier ind på fabrikken, så alle kan få et indblik i bilarbejdernes hverdag. Tanken er, at fædre og mødre kan vise deres arbejdsplads frem for børnene og på den måde dele oplevelsen med de nærmeste.

3.000 biler om dagen

Fabrikken i Wolfsburg er VWs største, og her bygges 3.000 biler hver dag året rundt. Det er derfor et særsyn, at samlebåndet står stille, mens gæsterne frit kan gå rundt i hallerne. Fabrikken står for produktionen af VW Golf, Tiguan og Touran.

Produktionen af VW Golf Variant – som er stationcarudgaven af Golf – er netop påbegyndt, og det har øget produktionsbehovet. Der bliver derfor ekstra travlt oven på weekendens festivitas. I øjeblikket sælges alene i Tyskland 1.000 Golf’er om dagen.

Car of the Year 2013

VW Golf blev tidligere i år kåret til Årets bil i Europa 2013 af den internationale „Car of the Year"- jury, hvor Motor har den eneste danske plads. Som et synligt bevis på titlen fik øverste chef for Volkswagen, prof. dr. Martin Winterkorn torsdag aften overrakt det særlige trofæ i forbindelse med en forpremiere på lørdagens begivenhed.

Her kunne chefen fortælle, at en lang række nye udgaver af VW Golf er på vej – bl.a. ventes en elektrisk Golf, ligesom en opladningshybrid og særlige naturgasversioner inden længe vil dukke op.

VW Golf er den bedst sælgende model nogensinde i VW-koncernens historie, og i Danmark har modellen netop overhalet alle konkurrenterne, og VW Golf er dermed den mest solgte bil i sin klasse – Golfklassen.