Den danske importør af Ssangyong måtte droppe at kalde sin første model Tivoli efter juridisk tovtrækkeri med Københavns Tivoli
Tivoli er ellers navnet på bilen i hele Europa – og en ældgammel by i Italien.
Mærkeligt navn: LUVi
Det danske navn er nu ændret til det noget udanske LUVi, der er en forkortelse af Leisure Utility Vehicle inspired. Det hedder bilen intet andet sted i verden, så det er et mysterium, hvordan det er blevet opfundet.
Et andet navn, der ikke direkte lyder som Tivoli, er ellers tilgængeligt på Ssangyongs egne hylder.
På kinesisk: Tivolan
Det kan man se på Auto China 2016-udstillingen i Beijing, hvor samme bil har Kina-premiere under navnet Tivolan. Hvis det kan udtales på kinesisk, kan det vel også på dansk.
Udmærket navn. Ideen er hermed givet videre.
Men det kan selvfølgelige være, ejeren af Danmarks omrejsende tivoli, Tivoli Land, vil føle sig trådt over tæerne. Og så har man et nyt cirkus.