![De nye modeller kan i højere grad tage højde for den aktuelle trafiksituation. Fotos: Karsten Meyland Lemche](/sites/default/files/d6images/tomtom-2015-04.jpg)
Fremover kan Tom Tom-kunder planlægge turen eller indtaste en destination fra en hjemmeside eller en app, og når de kommer ind i bilen, hentes ruten automatisk, og vejledningen begynder med det samme.
Motor har tidligere set lignende løsninger hos bl.a. Nissan og Volvo, men Tom Tom er først med teknologien på de løse navigationsapparater.
Navnet er My Drive
Den bekvemme service hedder My Drive, og den kan også bruges til at se, om der er trafik på ruten - baseret på aktuelle og historiske data. Ud fra det kan den mest optimale rute beregnes.
My Drive giver samtidig en ny måde at opdatere kortdata på. Tidligere skulle man opdatere navigationsapparatet via en hjemmeside, men Tom Tom fandt, at det var for ustabilt og har netop frigivet et program, der er mere stabilt.
Trafikmeldinger rykker ned i billigere GPS'er
Nye modelnavne
I forbindelse med de nye modeller er navnene på modellerne ændret til GO510, GO610, GO5100 og GO6100. Ettallet adskiller de nye modeller fra forgængerne. Det første tal angiver, hvor stor skærmen er - henholdsvis fem og seks tommer.
![Når GPS-enheden modtager adressen, starter den automatisk med rutevejledning.](/sites/default/files/d6images/tomtom-2015-07.jpg)
Modellerne med ét nul skal have forbindelse til en mobiltelefon for at kunne modtage adresser og trafikmeldinger. Modellerne med to nuller har indbygget sim-kort, hvor al dataoverførsel er betalt i produktets levetid.
Levetidsopdatering
De fleste gps-enheder har i dag opdatering af kort i hele produktets levetid, og i Tom Toms tidligere modeller var trafikinformationer også med i prisen i hele levetiden. I de nye modeller gælder det også informationer om fartkontrol.
Hidtil er kort over hele Europa fulgt med, men ligesom tidligere topmodeller medfølger der nu de kort, Tom Tom tilbyder i hele verden. Det vil for de fleste danskere være mest relevant med Europa og USA, men øvrige land eller verdensdele er også tilgængelige. Alle kort bliver opdateret fire gange årligt.
Lille hukommelse
![Nyt er også knapperne i menuen, hvor man kan trykke hjem direkte og ændre på rækkefølgen af ikonerne.](/sites/default/files/d6images/tomtom-2015-11.jpg)
Et problem med forgængeren, som også rammer den nye model, er hukommelsen i enhederne.
Den er fortsat kun otte GB, hvilket på den nuværende model ikke er nok til at have et kort over hele Europa. Derfor kan skal man fremover ved opdatering af kort vælge, hvilke områder man vil have lagt på enheden. Eller bide i det sure æble og købe et sd-kort, der passer til enheden. Så kan man have hele verden med på en gang.
Gamle modeller kan få nye muligheder
Servicen My Drive og selve betjeningen af GPS-enheden gælder ikke kun for de nye modeller. De tidligere GO500/600/5000/6000-modeller kan opdateres med ny software, hvor der er kommet flere menupunkter og mulighed for at bytte rundt på rækkefølgen af ikonerne.
SE OGSÅ: FDM's side med alt om navigation
Nogle bilfabrikker tilbyder Tom Tom-navigation, og indgår der her dataoverførsel med eksempelvis trafikinformationer, kan de også opdateres til My Drive. Der er også kommet menuknapper til at køre hjem og køre på arbejde. Det er de ruter, folk oftest bruger for at slippe for at sidde i kø, når de pendler.
![Stemmestyring er en funktion, som ejere af tidligere modeller kan få ved opdatering, og som fungerer med dansk tale.](/sites/default/files/d6images/tomtom-2015-19.jpg)
Kort over verden og abonnement på fartkontrol virker dog kun på de nye modeller.
Ingen wifi opdatering
Under præsentationen fik Motor et kort interview med en af Tom Toms udviklingschefer. Han fortalte, at Tom Tom har testet opdatering af kort over wifi direkte fra enhederne, men opdateringshastigheden og sikkerheden i overførslen af kortdata ikke var god nok.
Derfor bliver kort på alle de nye og ældre modeller fremover opdateret via et program på en Mac- eller Windows-computer.
Priser fra 1.500 kr.
Priserne for de nye modeller begynder ved 1.500 kr. for GO510-modellen. Motor vil anbefale GO5100 til 2.649 kr. eller GO6100 til 2.999 kr. Priserne her er listepriser, og der vi givetvis være tilbud på modellerne inden længe.
På topmodellen bør der komme et afslag på omkring 500 kr. Apps til iPhone og Android er senest klar ved udgangen af maj.
SE OGSÅ: FDM's netbutik med GPS'er