Audi har ansat 2.500 specialister, der skal stå for udviklingen af de motorer, der skal holde Audi kørende i de næste mange år.
Fabrikken har erkendt, at elbilen endnu ikke er klar til at overtage rollen som alles bil, og så gælder det i stedet om at gøre både benzin- og dieselbilen stueren.
Målet skal nås gennem en generel forbedring af motorens komponenter, men også ved at indføre hybriddrift og brug af alternative brændstoffer.
Første smagsprøve på de mange specialisters resultater kommer vi til at se til sommer, hvor den nye generation af Audis flagskib, A8, præsenteres.
Brintbiler og elbiler senere
Sideløbende med lanceringen af de nye teknikker for gas og hybriddrift har Audi ladet forstå, at producenten på ingen måde har droppet tanken om at erstatte benzin- og dieseldrift med el og brint.
Men Audi har med egen ord valgt at se realistisk på mulighederne og venter, at selv helt fremme i 2025 vil højst en tredjedel af alle Audis solgte biler være eldrevne.
Hurtig omstilling efter 2025
Men derefter tager det fart. En række batteridrevne elbiler venter i kulissen og skal sætte gang i omstillingen, og inden 2025 vil Audi også lancere en serieproduceret brintbil.
Audi venter sig meget af brint-teknologien, men har altså indset, at vi må vente små 10 år, før de nye teknologier for alvor er salgsmodne.