Mørkeulykker skyldes ikke mørke

Når fodgængere bliver påkørt i de mørke timer skyldes det ikke primært, at bilisten ikke kan se fodgængeren. Væsentlig årsag: Fodgængerne er berusede, bilisterne kører for hurtigt, og ekstra mange er unge.

Mange ulykker sker i mørke, når unge er berusede.
Bilist

Mange fodgængerulykker sker i mørke, men årsagen er ikke så meget de dårlige lysforhold. Derimod er det nattelivets fristelser der udløser mange af ulykkerne.

Det er den lidt overraskende konklusion i en ny rapport fra Havarikommissionens for Vejtrafikulykker, HVU, der kikker grundigt på 27 alvorlige ulykker, hvor en bil påkører en fodgænger. Ti af dem skete i mørke.

- Mørket gjorde det vanskeligere at få øje på hinanden, men havde ikke afgørende betydning for ulykkerne, konkluderer rapporten.

Fodgængere kunne ses

Selv om ingen af de påkørte bar reflekser, og et flertal havde mørkt tøj på, så gjorde gadebelysning mm det faktisk muligt, at bilisten havde mulighed for at opdage fodgængeren. Det viser rekonstruktioner, som HVU har gennemført under samme lysforhold, som herskede på ulykkestidspunktet.

Kun i et tilfælde havde mørket afgøredne betydning for, at fodgængeren blev overset.

Et markant kendetegn ved mørkeulykkerne er, at både de involverede bilister og fodgængere er ret unge – halvdelen af hver gruppe er mellem 18 og 25 år.

Mange er fulde

Og så spiller alkohol og andre rusmidler en central rolle. Halvdelen af fodgængerne var påvirkede, og typisk så de sig ikke (ordentligt) for, inden de gik ud på vejen.

Men også bilernes fart er en vigtig faktor her. For høj hastighed var en medvirkende faktor i syv ud af de ti ulykker.

Som årsager peger Havarikommissionen på, at der om natten er mindre biltrafik og dermed bedre mulighed for at køre for hurtigt, der er typisk mindre politikontrol, og at der med færre fodgængere hos nogen kan skabes en oplevelse af, at det er sikkert at køre hurtigere.