Dansk hæder til Toyotas brintbil

Toyota Mirai har fået den årlige ærespris fra danske motorjournalister for at bringe fremtidens brintteknologi ud til bilkøberne.

Toyota Mirai er verdens første dedikerede, serieproducerede brintbil.
Nyt om biler

Toyota har været en pioner ved at lancere verdens første serieproducerede brintbil, der fra begyndelsen er udviklet som brintbil, og som i princippet nu kan købes i almindelig handel. Og den banebrydende indsats indbringer nu Toyota en vigtig dansk hæder.

Toyota Danmarks informationschef, Anders Tystrup (t.h.) lykønskes med Mirais ærespris af formanden for Motorjournalisternes Klub Danmark, Mikkel Thomsager. Foto: Karsten M. Lemche
Toyota Danmarks informationschef, Anders Tystrup (t.h.) lykønskes med Mirais ærespris af formanden for Motorjournalisternes Klub Danmark, Mikkel Thomsager. Foto: Karsten M. Lemche
Motorjournalisterens Klub Danmark har tildelt Mirai sin årlige ærespris for at bringe brintteknologien i serieproduktion, så fremtidens drivmiddel nu kan købes hos bilforhandlere og fungerer lige så godt som de kendte teknologier.

Vandt foran fire andre kandidater

Æresprisen blev uddelt i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2016. Mirai var også med i den indledende runde som egentlig kandidat til Årets Bil, men nåede ikke i finalen.

Toyota Mirai vandt prisen foran fire andre indstillede kandidater: Mazda MX-5 for køreglæde, Volvo XC90 for ekstra høj sikkerhed, Tesla S for selvkørende funktion og Ford Mustang for at gøre mange hestekræfter økonomisk realistisk.