Kommentar til finanslovsforslaget

Regeringen har i dag fremsat finanslovsforslaget for finansåret 2013, som indeholder en række konkrete initiativer, der får betydning for de danske bilejere. Forslaget skal i den kommende tid forhandles med Folketingets øvrige partier.

FDM Mener

Øgede indtægter fra fartkontrol

Regeringen har tidligere fremlagt en række forslag til at styrke trafiksikkerheden, som nu er at finde i finanslovsforslaget for 2013. Trafikpakken indeholder blandt andet en udvidelse af antallet af politiets automatiske fartkontroller ATK fra 26 til 100, særligt i byområder. Formålet er, at få bilisterne til at sænke farten og dermed øge sikkerheden på vejene. Forslaget betyder, at staten regner med ekstraindtægter på ca. ½ mia. kr. om året fra bilisterne i form af øgede indtjening fra fartbøder.

FDM er som udgangspunkt positiv overfor tiltag, der er med til at øge trafiksikkerheden og dermed nedbringer antallet af ulykker, tilskadekomne og dræbte på vejene. FDM er dog omvendt bekymret for, at udvidelsen af fartkontroller, uden skiltning, mest af alt får en effekt på statsbudgettet i stedet for på trafiksikkerheden. FDM så hellere fartkontroller på farlige strækninger, som særligt er at finde på landevejene, i stedet for i områder, hvor fartkontrollen nok kan ramme mange bilister, men kun får en marginal en effekt på trafiksikkerheden.

Udover øget fartkontrol vil regeringen styrke trafiksikkerheden i lokalområder ved blandt andet krydsombygninger, venstresvingsbaner, bedre skiltning og dynamisk hastighedsskiltning mv.

Ny Storstrømsbro

Finanslovsforslaget 2013 indeholder også forslag om en ny forbindelse over Storstrømmen til 3,9 mia. kr. Tidligere på året sendte regeringen forslag til udformning af en ny Storstrømsbro i høring, og det glæder FDM at se, at regeringen har lyttet til FDMs vurdering og har valgt en model med fire vejspor. Pengene skal komme fra Infrastrukturfonden og den nye broforbindelse ventes at stå klar i 2021.

FDM glæder sig over, at man allerede nu går i gang med at bygge en ny bro som erstatning for den gamle forbindelse mellem det vestlige Falster og Sjælland, der, når Femernforbindelsen står færdig, ikke vil have kapacitet nok til det øgede trafikpres. FDM er dog af den opfattelse, at der bør findes nye midler til Storstrømsbroen, idet midlerne i infrastrukturfonden blandt andet bør bruges på den lange række af vejprojekter, der endnu afventer finansiering.

Roadpricing og OPP

Finanslovforlaget indeholder desuden indtægter fra kørselsafgifter på lastvogne. FDM har længe efterlyst en omlægning af bilafgifterne, således at danske bilister opkræves afgifter i forhold til hvor, hvornår og hvor meget, de kører. FDM ser frem til, at der kan høstes erfaringer fra lastbilafgifterne til brug for en fremtidig bilafgiftsmodel baseret på GPS-baserede kørselsafgifter

Herudover sætter regeringen i finanslovsforslaget yderligere fokus på offentlige-private partnerskaber (OPP), ved at afdække, hvornår det er økonomisk effektivt at anvende OPP som løsning i forbindelse med offentlige infrastrukturprojekter. FDM ser frem til flere erfaringer med OPP, men understreger, at OPP ikke bør lede til brugerbetaling på vejene, med mindre det er led i en grundlæggende omlægning af bilafgifterne.

Ingen penge til vejene

Stats- og kommuneveje bliver igen i år forbigået, tilmed på et tidspunkt hvor  vedligeholdelsesefterslæbet på de kommunale veje er op imod 20 mia. kr.  Det er problematisk idet al erfaring viser, at det er 2-3 gange dyrere at reparere ovenpå et efterslæb end at  vedligeholde vejene løbende.

FDM beklager derfor, at regeringen igen har nedprioriteret vejene på trods af, at man har valgt at frigive ressourcer de næste år til forskellige forbedringer i kommunerne.