Der kommer stadig ingen biler ud fra Saab-fabrikken i Trollhättan i Sydsverige. Fabrikken stod stille det meste af april og maj, fordi Saab ikke kunne betale sine underleverandører, som derfor nægtede at levere komponenter.
Produktionen kom atter i gang for nylig, da den kinesiske bilforhandlerkæde Padang købte et par tusinde biler og betalte forud, Samtidig erklærede Padang, at selskabet ville købe en stor aktiepost i Saab8Spyker, men den slags tager lang tid at få godkendt i Kina.
Senest har en lille kinesisk bilproducent, Youngman, meldt sig som aktionær, så hvis begge disse kinesiske opkøb af Saab bliver til noget, ser Saabs situationen fornuftig ud på mellemlang sigt.
Pengene fosser ud
Men på kort sigt fosser pengene ud af kassen, da Saab har masser af udgifter, men stort set intet tjener. Det kan snart blive kritisk.
Samlebåndet begyndte at rulle, da Padang kom på besøg, men det var åbenbart mest til ære for de nye ejere. I hvert fald stoppede produktionen hurtigt igen. 21. juni var meldingen fra Saab, at der vil gå to uger, før produktionen kan genoptages.
Uklare årsager
Men ud over at det skyldes manglende levering af komponenter, er årsagen til det vedblivende stop uklart. Forudbetalingen fra Padang på et par hundrede millioner kroner burde ellers række et stykke tid.
Senest har Saab tilbudt sine kreditorer/leverandører, at de kan få ti procent af deres tilgodehavende nu og resten til september. Om de siger ja til det, tager åbenbart to uger at finde ud af.
Imens forhandles der på højtryk om at sælge Saabs bygninger og grunde. Også her trækker en afklaring ud. Et salg af det hele vil ifølge svenske medier kunne indbringe ca. 250 mio. kr.