Designerbilen Nissan Juke har fået en opfriskning, selv om den aparte mini-crossover for så vidt virker tidløs i sit design her fire år efter sin verdenspremiere på Genève-udstillingen.
Samme sted står den faceliftede model fire år senere. Proportioner og grunddesign er der ikke pillet ved, men både for og bag er der sket ændringer. Området under forkofangeren er gjort mere ”robust”, og de øverste lygter, der er med til at gøre bilen speciel, er nye og med LED-kørelys.

Meget mere bagageplads
De tohjulstrukne udgaver har fået markant mere bagageplads, nu kan der være 354 liter.
En ny motormulighed er en 1.2 turbo fra Renault, der yder 115 hk og får en benzinøkonomi på 18,2 km pr. liter. Den erstatter den gamle 1.6, som havde 117 hk.
1.6-motoren, der også har turbo, er blevet optimeret, så den har fået større drejningsmoment under 2.000 omdrejninger. Ydelsen er 190 hk.
Den opdaterede Juke lanceres til sommer og vil derfor formentlig være i Danmark efter sommerferie.