Margueritruten er blevet længere

En ny opmåling af Margueritruten, der blev indviet for 25 år siden, viser, at den er 600 km længere end hidtil antaget.

Foto: Thomas Nykrog, VisitDenmark
Trafik

Du skal ikke bevæge dig mange kilometer uden for byerne, før du støder på et af de små vejskilte med den lille gule og hvide marguerit på brun baggrund. Følger du skiltene, vil turistruten for især bilister føre dig til omkring 1.000 af Danmarks større og mindre seværdigheder og attraktioner.

Hidtil har den været markedsført som en rute med 3.600 yndige km over hele landet, men det tal er steget efter en ny måling.

Naturstyrelsen har opmålt Margueritruten - ikke ude på landevejene - men på styrelsens kort over ruten, og det viser, at den strækker sig over 4.200 km.

- Der er flere grunde til, at ruten nu er blevet længere. Da den åbnede i 1991, var det normale, at man sad og målte med en lineal på et kort og sjussede sig frem. Med den nye måling har vi brugt gps-koordinater, så det er mere præcist, forklarer specialkonsulent Lars Bendix Poulsen fra Naturstyrelsen.

Ude på landevejene har kommunerne desuden flyttet rundt på de blomstrede skilte for at opdatere afmærkningen.

- I den forbindelse er ruterne også blevet ændret flere steder, f.eks. på Nordfyn for syv-otte år siden, hvor ruten blev forlænget. De justeringer er først kommet med i den nye måling, siger Lars Bendix Poulsen.

25 års jubilæum

Margueritruten blev indviet i april 1991 af dronning Margrethe II. Hun havde ikke lagt ruten, det gjorde Turismens Fællesråd. Men hun navngav ruten efter sin yndlingsblomst, og derfor er ruten markeret med brune skilte med margueritblomsten, der også er Danmarks uofficielle nationalblomst.

Planlægningen af ruten tog næsten to år og krævede mange forhandlinger og genforhandlinger med daværende amter og kommuner, som alle så en klar interesse i at have så mange seværdigheder og naturområder med på listen som overhovedet muligt.

Som et kuriosum kan nævnes, at Storebæltsbroen er den eneste motorvej på Margueritruten, og at ruten aldrig passerer den samme vej to gange.

Styrelsens kort over ruten vil efter sommerferien blive udvidet med gps-koordinater. Se kortet her
 

Af Anders Wendt Jensen og Eric Andersen