Volvo har de mest tilfredse kunder blandt tyske bilkøbere. Det er det opsigtsvækkende resultat af en stor kundetilfredshedsundersøgelse fra analysefirmaet J. D. Power.
Undersøgelsen, der minder om FDMs nordiske Autoindex, har høj status og er hidtil altid vundet af japanske mærker, indtil Mercedes-Benz toppede listen sidste år. I år kommer det tyske luksusmærke ind som nr. to tæt efter Volvo.
Det er især tilfredsheden med selve bilen, der giver Volvo førstepladsen. J.D. Power spørger også til tilfredshed med bilens kvalitet og pålidelighed, driftsomkostninger samt tilfredshed med service. Resultatet gælder to år gamle biler.
Seks pladser op
Volvo blev nr. syv sidste år.
På de næste tre pladser kommer Mazda, Mini og Honda.
Chevrolet i bund
Chevrolets tyske kunder er markant mest utilfredse med deres bil. På de følgende pladser nedefra kommer Citroën, Mitsubishi, Daihatsu og Smart.
Undersøgelsen finder også de mest tilfredse ejere fordelt på modeller. Klassevinderne er: Fiat 500, Mazda 2, Mazda 3 (får den allerhøjste score), Honda Accord, Ford S-Max, Mercedes-Benz C-Klasse, Mercedes-Benz E-klasse og Mercedes-Benz M-Klasse.
Vinderne i den tyske undersøgelse gennem tiden:
2011 Volvo
2010 Mercedes-Benz
2009 Daihatsu
2008 Honda
2007 Honda
2006 Toyota
2005 Toyota
2004 Toyota
2003 Toyota
2002 Toyota