Stadig problemer med rustbeskyttelse

Motor har i samarbejde med TV 2s Basta og FDMs testcentre foretaget en grundig stikprøvekontrol af fem danske rustbeskyttelsescentre, og der er fortsat problemer. To ud af de fem centre faldt igennem undersøgelsen med et brag.

Rustbeskyttelse, undervognsbehandling
Bilist

Det er ganske enkelt umuligt for en almindelig bilejer at vide, om man reelt får noget for pengene hos rustbeskytteren. 80 procent af behandlingerne er af en tilfredsstillende kvalitet, viser bl.a. FDMs og Teknologisk Instituts undersøgelser. Men hver femte rustbeskytter springer over, hvor gærdet er lavest.

Derfor sendte Motor i samarbejde med TV 2s forbrugerprogram Basta fem biler ud til tilfældige rustbeskyttelsescentre i Storkøbenhavn. Og resultaterne af vores blindtest var mildest talt en blandet pose bolsjer. Se video fra programmet.

Kun i tre tilfælde har centrene afmonteret inderskærmene, så rustbeskytteren kan foretage en korrekt afrensning og rustbeskyttelse af bilen. Heraf var den ene bil rustbehandlet stort set perfekt, men de to øvrige var enten ikke afrenset korrekt før behandlingen eller havde fået en behandling, der efterlod små helligdage.

De sidste to biler var ganske enkelt ringe behandlet, og kritiske steder, som skal sikre karrosseriet en lang levetid, var ikke behandlet. I begge tilfælde fandt vi jordbunker bag inderskærmene, hvilket understregede, at der ikke var foretaget nogen form for afrensning før den sporadiske behandling bag inderskærmene.

Har ingen uddannelse

En undskyldning, der går igen, er, at rustbeskytteren har haft en dårlig dag, eller at vi alle er mennesker og kan fejle. Et enkelt sted fik vi endda også skudt i skoene, at vi havde dømt bilen hårdt, når nu mange andre steder af bilen var behandlet.

Uanset hvad, så fik kun én kunde den perfekte behandling, man egentlig betaler for, og to af ejerne måtte få behandlet deres bil igen, fordi rustbeskytteren slet ikke havde behandlet de områder, som er mest udsatte. I Danmark er det nemlig især i skærmkanterne, at rusten starter. Den megen salt, der bruges på vejene om vinteren, ophobes bl.a. i samlinger i hjulkasser, og her er det vigtigt, at der afrenses grundigt, før bilen bliver behandlet. Jordbunker gemt inde bag inderskærmene er naturligt for biler, der har kørt langt, og netop derfor er afrensningen og afmonteringen af inderskærme vigtig før behandlingen.

En af rustbeskytterne i denne undersøgelse, Jacob Pociot fra Pava i Farum, efterlyser, at branchen enten tilbyder efteruddannelse eller en formel uddannelse i det hele taget. For i modsætning til med en mekaniker findes der ikke noget forløb, der sikrer, at en rustbeskytter har fået en grundviden, før han starter. I dag foregår al oplæring på gulvet.

Pas på forhandlerne

Et andet varmt emne er biler, som bliver behandlet for forhandlere, før ejeren får sin nye bil leveret. Forhandlere kan tilbyde rustbeskytteren mange behandlinger og kræver derfor en god pris.

Direkte adspurgt siger ingen af rustbeskytterne, at de lader sig presse til at levere et dårligere produkt. Men FDM har hørt om biler, som blot bliver spist af med en hurtig behandling frem for den mere grundige dobbeltbehandling, som en helt ny bil bør få.

- Vores undersøgelse viser, at det er utrolig vigtigt, at alle afdækninger afmonteres og afrenses korrekt. Det er typisk her, at branchens brodne kar springer over, så husk at spørge ind til arbejdsgangen, når du bestiller tid, siger afdelingsleder i FDMs tekniske afdeling Jørgen Jørgensen.

- Og hvis prisen er højere, fordi rustbeskytteren laver et ordentligt stykke arbejde, kan det være den ekstra udgift værd, konkluderer han.

Se Basta på TV2 torsdag d. 4. november kl. 21.25 eller se udsendelsen på www.sputnik.dk, hvis du har abonnement til tjenesten.