Danskerbil går øko-amok: 90 km/l

Den lille Up kommer formentlig alligevel med dieselmotor – men så i kombination med eldrift. Denne opladningshybrid vil få rekordlavt forbrug: 90,9 km pr. liter efter den officielle målemetode.

VW Twin Up er en opladningshybrid
Nyt om biler

Det er en opsigtsvækkende, ny variant af Danmarks bedst sælgende bil, der har premiere på Tokyo Motorshow.

VW Up udstilles som el-diesel-hybrid med opladningsmulighed under navnet Twin Up.

VW Twin Up er indtil videre en konceptbil, men en særdeles færdiglavet af slagsen. VW siger ikke noget om eventuelt serieproduktion.
VW Twin Up er indtil videre en konceptbil, men en særdeles færdiglavet af slagsen. VW siger ikke noget om eventuelt serieproduktion.
Efter den særlige målemetode for opladningshybrider, hvor energiforbruget til elfremstilling ikke medregnes, når Twin Up op på 90,9 km pr. liter og et CO2-tal på blot 27 gram.

Verdens mest nøjsomme firepersoners

Ifølge VW er det verdensrekord for en firepersoners bil. Mærkets egen eksperimentalbil XL1 ligger på 111 km pr. liter.

Indtil videre er der tale om en ”konceptbil”. Det dækker over, at VW ikke vil fortælle, hvorvidt bilen går i produktion – eller ikke har besluttet det.

Udstillingsbilen står dog fiks og færdig på det japanske bilshow, så det virker sandsynligt, at supersparebilen nok skal komme. Omvendt har vi aldrig set noget til den ”GTI-agtige” Up, der blev vist på Frankfurt-udstillingen for to år siden.

Teknik fra XL1

Meget af motor- og hybridteknikken i Twin Up er hentet fra netop XL1. Det gælder den tocylindrede, 0,8 liters diesel med 75 hestekræfter. Elmotoren præsterer 48 hk, og når de to motorer arbejder sammen, får man et drejningsmoment på hele 215 Nm.

VW Twin Up er indtil videre en konceptbil, men en særdeles færdiglavet af slagsen. VW siger ikke noget om eventuel serieproduktion.
VW Twin Up er indtil videre en konceptbil, men en særdeles færdiglavet af slagsen. VW siger ikke noget om eventuel serieproduktion.
Motorer og hjul er forbundet via en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse.

50 km på strøm

Batteriet indeholder 8,6 kWh energi, og det rækker til 50 kms kørsel efter den officielle målemetode.

Teknikken med batteri og ekstra motor får Up til at tage en del på i vægt: 1.200 kg vejer opladningshybriden.

Hvis Twin Up går i produktion, vil den blive en dyr fætter, der ikke slipper for registreringsafgift, som rene elbiler gør for tiden. Den ekstreme brændstoføkonomi vil dog efter de nuværende regler give et solidt nedslag i afgiften på ca. 290.000 kr., så bilen muligvis ville slippe med minimumsafgiften på 25.000 kr.