Lille CR-V på vej fra Honda

Honda Urban Concept giver et godt fingerpeg om, hvordan en ny, lille SUV fra den japanske fabrik kommer til at se ud.

Honda Urban Concept er forløberen for en kompakt crossover.
Nyt om biler

Honda CR-V får en lillebror i 2014, når produktionsudgaven af Honda Urban Concept går i produktion.

Honda løftede sløret for den ganske smarte lille bil på biludstillingen i Detroit, og det var ikke tilfældigt, at præsentationen fandt sted i USA. Dels er prognoserne for netop denne type og størrelse af biler meget positive i USA, dels har Honda store forventninger om at øge salget og markedsandelene på det amerikanske marked.

Blanding af Jazz og CR-V

Urban Concept bliver lillebror til Honda CR-V.
Urban Concept bliver lillebror til Honda CR-V.
Honda forventer at trække kunder over fra andre mærker, og ved præsentationen blev den nye bil betegnet som en blanding mellem Jazz og CR-V.

Honda Urban Concept er godt 20 cm kortere end CR-V og kommer dermed også til at ligge mellem Jazz og CR-V i størrelse. Dermed bliver den også lidt større end f.eks.Opel Mokka og Renault Captur. 

Til Europa i 2014

Bilen, som endnu ikke har noget navn, kommer på det japanske marked i slutningen af året, og det forventes, at den vil komme til Europa i løbet af 2014.

Bilerne til det amerikanske marked skal bygges på en ny fabrik i Mexico, mens bilerne til Europa efter al sandsynlighed fortsat skal komme fra den japanske fabrik. Der er ikke umiddelbart planer om at producere den nye bil på Hondas engelske anlæg.