Danmark er Europas dyreste ferieland

En ny prisundersøgelse viser, at Danmark har afløst Frankrig som det dyreste land, når der skal laves småindkøb på ferien. Danske Fanø er undersøgelsens dyreste sted at holde ferie.

Der er stor forskel på priserne på dagligdagsindkøb på ferien.
Bilist

Det er dyreste at købe en øl i Danmark og billigst at købe klipklappere i Holland. Det viser en undersøgelse over praktiske ferieindkøb, som FDM travels tyske søsterklub ADAC har foretaget.

ADAC har undersøgt, hvad en varekurv med 34 udvalgte produkter og tjenester for en familie med to børn koster i 50 forskellige europæiske badebyer i ti forskellige lande.

”Ikke overraskende er det billigst at handle i badebyerne i Østeuropa. Det er dog værd at bemærke, at Spanien får en flot placering i top tre. Her spiller det ind, at man bl.a. har valgt at tjekke priserne på det toldfrie Tenerife, som også er en populær sommerdestination hos danskerne”, siger salg- og udviklingschef hos FDM travel Line Danvad.

Undersøgelsen viser, at Bulgarien er billigst, mens Danmark er dyrest. Hvor kurven i gennemsnit kan fyldes op for 977 kr. (131 euro) i Bulgarien, så koster de samme varer og ydelser i Danmark i snit 1.536 kr. (206 euro). Holland følger skarpt efter med 1.409 kr. (189 Euro). Men også andre populære ferielande har høje priser på feriens småindkøb.

”Danskernes favorit kør-selv destination Italien bliver overhalet af et andet populært kør-selv land Kroatien, når det gælder om at have gode priser, men til gengæld er maden billig i mange af de italienske badebyer”, siger Line Danvad.

Undersøgelsen viser også, at det blandt andet er dyrest at leje en solseng i italienske Cesenatico i Emilia Romagna ved Adriaterhavet. Her koster det 149 kr. (20 euro) at ligge behageligt, mens det kun koster 15 kr. (2,07 euro) på stranden i den kroatiske by Umag.

Blandt de 50 badesteder blev 21 klassificeret som ”dyre” eller ”meget dyre”- herunder samtlige fem danske badebyer i testen. Ni badesteder blev klassificeret gennemsnitligt. På 11 badesteder blev priserne klassificeret som ”billige” og på ni badesteder som ”meget billige”. Det dyreste badested var danske Fanø. Her koster ADACs varekurv 217 Euro (1.618 kr.), mens det samme indhold kan fås på undersøgelsens billigste badested Datca i den sydlige del af Tyrkiet til 121 Euro (902 kr.).

ADACs prisundersøgelsen fandt sted i juli og august måned 2010 i landene Bulgarien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Holland, Spanien og Tyrkiet. Priserne for de 34 varer er r indsamlet på tre udsalgssteder på hvert badested. Produkterne og tjenesteydelserne lå i følgende kategorier: Føde- og drikkevarer, information og fritid, sundhed og kropspleje samt shopping og små-indkøb.

Læs mere om de populæreste sommerferiedestinationer på http://www.fdm-travel.dk/sommerferie/ 

Se grafik: Danmark er det dyreste land at lave småindkøb under ferien.

Se grafik: Der er stor forskel på priserne på dagligdagsindkøb på ferien.