Det er markante og foranderlige meldinger, der nu kommer fra verdens to største bilproducenter.
Godt nok har BMW gennem lang tid opbygget delebilsordningen Drive Now, Daimler har gjort noget tilsvarende med Car2go, og Ford er sprunget ud som servicevirksomhed.
Men nu går Toyota, Volkswagen og General Motors – verdens tre største bilkoncerner - målrettet efter at få en fod indenfor i de frembrusende delebilsordninger eller alternative taxi-systemer.
Toyota slår sig sammen med Uber
Toyota vil investere et ukendt beløb i amerikanske Uber, der i Vesteuropa mest er kendt for at køre pirattaxi. De nye venner siger, at deres alliance vil omfatte mere end leverancer af Toyota-biler til Uber. Bl.a. kan Uber-chauffører lease Toyotaer på fleksible vilkår og betale leasingydelsen med deres Uber-indtægter.
Samarbejdet virker noget aparte, men vidner netop derfor om, hvor vigtigt, bilproducenter betragter de nye transportydelser. For mens Toyota er et meget forsigtigt firma og overholder alle regler og kutymer i ekstrem grad, er Uber et aggressivt opstartsfirma, der har lagt sig ud med myndigheder og fagforeninger i mange lande ved at lancere sin taxitjeneste under påskud af at være en delebilsordning.
VW køber aktier i Gett
Volkswagen investerer omkring to mia. kr. i Gett, et israelsk firma der står bag en app, som minder om Ubers. Men derudover har Gett netop overtaget ca. halvdelen af Londons taxier.
Volkswagen erklærer, at en ”betydelig” del af indtægterne i 2025 skal komme fra nye forretningsområder. Firmaet siger, at delebilsordninger repræsenterer det største markedspotentiale inden for her og nu-mobilitet, og samtidig skaber det teknologiske fundament for forretningsmodellen for fremtidens transport.
BMW blander sig i samkørsel
Inden for samme døgn kom en tredje nyhed i samme genre: BMW har – gennem BMW iVentures – købt sig ind i firmaet Scoop Technologies. Det er et lille firma, som tilbyder en samkørsels-app, der sætter pendlere, der bor og arbejder i samme områder, i forbindelse med hinanden.
Scoops samkørsel-service er i drift i San Fransisco.
General Motors ejer nu del af Lyft
Verdens tredjestørste bilproducent, General Motors, har fornylig brugt ca. 3,5 mia. kr. på at købe ni procent af Lyft, der minder om Uber. GM og Lyft vil bl.a. udvikle delebilsordninger med den nye elbil Chevrolet Bolt, der er designet til at indgå i store delbilsflåder. Her er der altså tale om biler, man korttidslejer uden fører.
Ford proklamerede på årets Detroit-udstilling, at firmaet ville gå fra at være et bilfirma, der ikke gør så meget andet end at sælge et nyt stykke hardware til kunder hvert tredje år til at blive et bil- og mobilitetsfirma. Det skete med lanceringen af Ford Pass og nogle bemærkninger om at blive en "service provider."
Topchef Mark Fields henviste til, at Ford har seks procent af verdens bilsalg på 15 billioner kroner, men 0 procent af verdens transportomsætning (busser, taxier, delebiler), der er på omkring 35 billioner kroner.