Danmark bliver centrum for brintbiler

Bilgiganterne Toyota, Nissan, Honda og Hyundai-Kia har i fællesskab valgt Danmark og det øvrige Norden som testområde for brændselscellebiler.

Det foregik meget formelt, da fire bilkoncerner underskrev aftalen med bl.a. den danske transportminister.
Bilist

En af fremtidens miljøteknologier skal løbes i gang i Norden, der er udset til storskala-laboratorium for brintbiler.

Det er de store bilproducenter Toyota, Nissan, Honda og Hyundai-Kia blevet enige om sammen med bl.a. den danske regering og andre samarbejdspartnere.

Underskrevet i København

Højtstående repræsentanter for de fire bilkoncerner har været i København, og under overværelse af bl.a. den danske transportminister har de underskrevet en hensigtserklæring med nordiske virksomheder om udrulning af brintbiler og tankstationer i perioden 2014-2017.

Aftalen skal accelerere lanceringen af brintbiler i Danmark, Norge, Island og Sverige, og regionen kan dermed blive et af de første områder i verden, hvor brintdrevne biler kan sælges i nogenlunde antal.

De fire bilproducenter og flere andre har lovet at have serieproducerede brintbiler klar omkring 2015.

Konkurrencedygtige i 2025

Danske brinteksperter anslår, at brintbiler vil falde så meget i pris, at de kan sælges på almindelige kommercielle vilkår fra omkring 2025.

Brintbiler er en slags elbil, der selv producerer sin strøm i en brændselscelle ved hjælp af brint.

Den store fordel i forhold til batteridrevne elbiler er, at brintbiler kan tankes på få minutter og har en rækkevidde pr. optankning på 300-500 km.

Ulempen er, at teknikken indtil videre er dyr, og også på længere sigt er det en udfordring at producere brinten miljøvenligt.

Stort energitab

Energitabet er stort i forhold til batteridrevne elbiler, og hvis brinten fremstilles med de dårligste metoder, er brintbiler ikke grønne, men miljøbelastende.

En mulighed er at fremstille brinten ud fra overskudsstrøm, f.eks. strøm fra vindmøller, når der er for meget af den. Brint er en billigere måde at lagre vindenergi på end ved at lade en masse batterier op.