Tysk livsstilsbil snubler i crashtest

Opel Adam må nøjes med fire stjerner i efterårets første crashtest, hvor Mazda fortsætter stimen af sikre biler og henter endnu fem stjerner til Mazda 6.

Livsstilsbilen Opel Adam snubler i den seneste Euro NCAP crashtest, hvor det 'kun' bliver til fire stjerner
Bilist

Fem biler har været på skafottet i efterårssæsonens første crashtest fra det fælleseuropæiske Euro NCAP-samarbejde. Af de fem testede er det imidlertid kun Opel Adam og Mazda 6, der reelt er interessante for danske bilkøbere, da de tre øvrige biler, Lexus IS, Mitsubishi Space Star/ Mirage og Toyota Corolla Sedan ikke sælges i Danmark.

Læs mere om Euro NCAP crashtest

Snubler på stregen

Mens Mazda 6 klarer sig til de maksimale fem stjerner, må Opels nye livstilssatsning Adam, opkaldt efter Opels grundlægger, til gengæld nøjes med fire stjerner. Det til trods for, at Opel Adam klarer deltestene til fem stjerner. Men da Euro NCAP samtidig kræver, at man i det samlede resultat opnår mindst 80 procent af det højst opnåelige antal point, for at det i sidste ende kan udløse fem stjerner, og Opel Adam kun scorer 79, må tyskeren altså nøjes med fire af slagsen.

”På den måde er resultatet ikke helt retvisende, for Opel Adam, der er bygget over en Opel Corsa, som tidligere opnåede fem stjerner, er en både spændende og sikker bil. Derfor skal de fire stjerner snarere ses som udtryk for, at Euro NCAP hele tiden skærper kravene til bilers sikkerhed,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Det er barne- og fodgængersikkerheden, der gør, at Opel Adam lige akkurat ikke opnår den femte stjerne. Det kan gøres bedre.”

Se video af crashtest af Opel Adam

Mazda fortsætter stime af sikre biler

Mens Opels nye Adam-model altså må nøjes med fire stjerner, er der fem af slagsen til Mazda 6.

”Mazda’s store 6’er er velkendt i Danmark, hvor den nye udgave kom på gaden i 2012. Det er en bil med god plads og kørekomfort, og det er glædeligt at se, at Mazda formår at fastholde et lige så højt niveau af sikkerhed, som tilfældet har været det med de seneste modeller fra Mazda,” siger Søren W. Rasmussen.

Se video af crashtest af Mazda 6

Af de øvrige testede biler var der fem stjerner til Lexus IS og Toyota Corolla Sedan, mens der var fire stjerner til Mitsubishi Space Star/ Mirage.

Se alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test