Delebiler og anden ’ny mobilitet’ tillægges så enorm betydning af Volkswagen, at koncernen nu etablerer et 13. mærke på linje med VW, Audi, Skoda, Seat etc.
Det nye mærke får først navn til november, men ved åbningen af biludstillingen i Paris meddelte Volkswagen-chef Matthias Müller, at Europas og formentlig snart verdens største bilproducent vil fokusere meget på ny mobilitet.
Delebiler bliver vigtige
Det betyder i praksis delebiler, samkørsel/alternative taxier og ’formentlig på et tidspunkt’ selvkørende minibusser som transport i byområder.
Volkswagen er allerede tæt involveret i den alternaive taxitjeneste Gett.
Ny mobilitet er en del af Volkswagens ’Together – Strategy 2025’, som også omfatter stærkt øget digitalisering, opkobling og elektriske biler.
30 elbiler på ni år
Volkswagen vil lancere 30 elbiler de næste ni år samt 13 opladningshybrider de næste to år.
Den nye strategi med stærkt øget fokus på delebiler og elbiler er til dels en udløber af dieselskandalen, som dels afslørede en rådden, selvhøjtidelig kultur enkelte steder i virksomheden, dels satte diesel-teknologien i et dårligt lys.
Diesel 20 år endnu - mindst
Trods de nye grønne og sociale vinde med el- og delebiler, måtte koncernchef Matthias Müller også mane til realisme:
- Fremtiden er elektrisk. Ikke desto mindre vil de klassiske motorer fortsætte med at spille en afgørende rolle i de næste to årtier – mindst.