Et nyt dyr er på vej til den danske vejfauna: en sporvogn.
Det er næsten 50 år siden, der sidst kørte sporvogne i Danmark, så det har været nødvendigt at udvikle nye vejskilte.
Første letbane næste år
Sporvogne – eller letbaner som de nu kaldes – kommer efter planen i drift i Aarhus i 2017, i Odense i 2020 og langs Ring 3 i Storkøbenhavn omkring 2023. Aalborg havde også planer, men de er opgivet.
Vejdirektoratet er nu klar med forslag til, hvordan de nye tavler skal se ud.
De nye letbanetog vil – i modsætning til de gamle sporvogne – overvejende køre i eget tracé, men mange steder skal biler og letbane krydse hinanden.
Flere tavler
Skiltet over artiklen vil således blive brugt, hvor vejen skærer skinnerne. Det vil ske som undertavle til et almindeligt vigepligtskilt.
Der er også et nyt skilt, der viser holdeplads for de lette tog, og desuden et symbol, der kan males på asfalten. Det svarer til ”BUS”, som kendes fra busbaner, hvor øvrige biler ikke må køre.
De må de heller ikke, hvor letbane-symbolet er malet. Der vil så være en bred, ubrudt kantlinje ud mod kørebanen.
Skilteskov til sporvognsføreren
Ud over de nye oplysnings- og advarselstavler til øvrige trafikanter er der udviklet et større arsenal af særlige letbaneskilte. De kan som bilist virke meget mystiske. Men bare rolig: Det er kun sporvognsføreren, der skal kende dem.