Verdens fjerdestørste bilkoncern, Hyundai-Kia Motors, tror ikke på elbiler i den nærmeste fremtid.
Bilerne er for dyre for forbrugerne, og anvendeligheden er for ringe, som det ser ud nu, lyder vurderingen, da Motor besøger koncernens udviklingshovedkvarter uden for Seoul, Sydkorea.
Kan ikke tjene på det
- Vi har ikke brug for at markere os med elbiler, og vi kan ikke se, hvordan det kan blive noget, vi kan tjene penge på, siger Soon-Nam Lee, som er chef for Kias markedsføring i hele verden uden for Korea.Han tilføjer:
- Vi skal også prioritere vores ressourcer, så vi må se på, hvordan efterspørgslen på elbiler og opladningshybrider udvikler sig. Vi kender ikke tendensen nu. Men vi forbereder det hele.
Først elbiler, så opladningshybrider
Kia-chefen siger, at rækkefølgen - når og hvis en egentlig serieproduktion kan svare sig - nok vil blive elbiler først, dernæst opladningshybrider og til sidst brændselscelle-biler. Hyundai-Kia er forholdsvis langt fremme med de brintdrevne elbiler og vil indlede en begrænset serieproduktion i 2015.
Men lige som Hyundai-Kia øver sig på brintbiler, så udvikler koncernen også el- og opladningshybrider. For at være klar med teknologien, når kunderne er klar.
Lille elbil i EU i 2014
Blandt disse forberedelser er, at en batteridrevet elbil på Picanto-størrelse sendes ud i almindelig trafik i Sydkorea næste år, og at der i 2014 følger en elbil i Rio-størrelse. Den skal også køre i Europa.
På almindeligt kommerciel basis lancerer Kia midt i 2012 sin første almindelige hybridbil i Europa. Det bliver med jobklassebilen Optima.