Kinesiske biler kan snart købes i Europa - og det spøjse er, at bilerne er bygget på europæiske fabrikker.
Kinas største bilkoncern, Shanghai Automotive, SAIC, vil i begyndelsen af 2011 producere biler på den fabrik i Storbritannien, som SAIC har overtaget efter det fallerede Rover.En gang var det Rover 75
Det er også en oprindelig Rover-model, nemlig Rover 75, der skal bygges på fabrikken.
Bilen produceres og sælges i forvejen i Kina dels som Roewe 750, dels som MG6. Begge mærker tilhører SAIC, og bilerne er blandt de absolut pæneste, Motor har set på en kinesisk biludstilling, hvad angår kvalitet af materialer og samlinger.
SAIC har tidligere forsøgt sig med en mindre serieproduktion af sportsvognen MGF på Longbridge-fabrikken i England.Planen for MG6 er indtil videre kun at sælge bilen i Storbritannien.
Great Wall fra Bulgarien
Også det meget mindre Great Wall Motors, som har erklærede ambitioner i Danmark, gør klar til at bygge biler i Europa. Det sker i løbet af første halvdel af 2011 fra en fabrik i Bulgarien.
Fabrikken skal samle minibilen Voleex, der i første omgang skal sælges i Bulgarien og senere eksporteres til Italien. Danmark står også for tur, formentlig i første halvdel af 2012.
Pickup kommer først
Inden Voleex-modellen lanceres hos os, er det planen at introducere pickuppen Steed, der vil blive importeret fra Kina.Både Shanghai Automotives og Great Walls europæiske fabrikker vil i første omgang være af ”complete knock down”. Det vil sige, at stort set alle komponenter kommer fra en anden fabrik, i dette tilfælde i Kina, hvorefter bilerne samles.