BMW’er med isofix-fejl

Isofix-beslaget på BMW X3 (2010-2016) og X4 (2014-2016) kan blive beskadiget. Derfor tilbagekaldes de pågældende modeller for at få forstærket beslaget.

BMW X4 er en af de berørte modeller.
Nyt om biler

BMW tilbagekalder i alt 600.000 biler på verdensplan for at rette fejl på isofix-beslag på deres X3- og X4-modeller. I Danmark er der tale om 444 biler i alt, hvor samtlige ejere får besked via brev fra Skat.

BMW er ved at forberede udsendelsen, og ejerne vil få besked senest i løbet af august måned.

Kan blive beskadiget

Problemet er, at selve beslaget kan blive beskadiget, når man bruger isofix-autostole. Derfor bliver beslaget forstærket på alle biler, der er bygget med et pågældende beslag.

Det er BMW X3 fra 2010-2016 af typen F25 samt X4-modellen, der er bygget på samme platform produceret fra 2014. Selve forstærkningen af beslaget tager to timer på værkstedet.

Alle biler bliver tilbagekaldt

Tilbagekaldelsen er kommet op til sommerferien, hvilket påvirker, hvor hurtigt den bliver udsendt. Men skal din X3/X4 af pågældende årgange til service, vil du blive gjort opmærksom på tilbagekaldelsen.

Du kan også kontakte din lokale forhandler for at høre, om din bil er omfattet af tilbagekaldelsen.

BMW er ikke bekendt med ulykker, der er relateret til fejl på isofix-beslaget.