På www.fdm.dk/euroncap kan du se testresultaterne for de ti biler, som senest er blevet testet af Euro NCAP. Disse testresultater er dog på engelsk, så neden for kan du læse Motors egne kommentarer på dansk:
Audi A6
Kabinen forblev stabil under crashtesten. Audi anvender sensorer, der afgør, om sædet er tæt på rattet eller langt væk, og justerer airbagens oppustnings-sekvens og selernes funktion ud fra dette. Systemet viste sig at virke efter hensigten, og begge personer på forsæderne fik hovederne fint beskyttet. I sidekollisionen klarede bilen sig glimrende, men førerdøren sprang op, hvilket trækker ned i det samlede resultat. Hovedstøtterne ydede glimrende beskyttelse i tilfælde af kollision bagfra.
Beskyttelsen af børn i bilen er til topkarakter, men airbagen på forsædet kan ikke slås fra på alle udgaver, og det trækker ned.
Beskyttelsen af fodgængere er god med hensyn til stødfangerens udformning, men selve motorhjelmen vurderes at være for hård i alle tilfælde.
Den aktive sikkerhed er fin med ESC og fem selealarmer som standard på alle modeller. En fartbegrænser findes derimod ikke, hvilket også trækker ned.
FDM mener: Audi leverer et tilfredsstillende femstjernet resultat – helt som forventet.
BMW X3: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under frontaltesten, og både ben og lår var godt beskyttet. BMW demonstrerede, at beskyttelsen gælder personer af varierende højde og med sæderne i forskellige positioner. I sidekollisionstesten fik X3 maksimumpoint, mens pæletesten udløste en belastning over middel. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var ikke tilfredsstillende.
BMW fremviste en meget høj sikkerhed for børn i både 18 måneders alderen samt for dem på tre år, når de sad fastspændt i bilen.
For fodgængere må X3 derimod betragtes som en noget aggressiv bil. Den er høj, hård og har kun begrænset beskyttelse ved motorhjelmen.
Den aktive sikkerhed er kun lige godkendt, og X3 får point for ESC. Der er derimod ikke selealarmer på bagsædet, ligesom bilen ikke er forsynet med en hastighedsbegrænser.
FDM mener: Den lille SUV giver en fin beskyttelse, men der er stadig plads til forbedringer – ikke mindst ved pæletesten
Chevrolet Aveo: Fem stjerner
Aveo opnåede en meget flot samlet bedømmelse og alle passagerer i bilen havde en fin beskyttelse under kollisionstesten. Aveo opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, og selv i den krævende pæletest var resultatet fint. Hovedstøtterne havde fin indbygget beskyttelse.
Børnesikkerheden er i top, og Aveo scorede maksimumpoint for beskyttelsen af børn i treårs alderen.
Sikkerheden overfor fodgængere er god, hvis det er børn, mens voksne bedømmes til at være noget ringere beskyttet.
Det aktive sikkerhedsudstyr er flot med ESC som standard på alle biler samt med selealarmer på alle pladser. En alarm lyder, hvis en valgt hastighed overskrides, og det giver også point indenfor Euro NCAPs standarder.
FDM mener: Et regulært stilskifte har bragt Chevrolet helt i front, når det handler om sikkerhed. Dermed er fortidens tvivlsomme konstruktioner skrottet en gang for alle.
Chevrolet Orlando: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under kollisionstesten, og resultaterne fra de monterede dummies udviste god beskyttelse for passagerer af forskellig størrelse ved både knæ og lårben. I sidekollisionstesten fik Orlando topkarakter, og også ved test af hovedstøtternes funktion fik Orlando en flot karakter.
Børnesikkerheden er fin, og Orlando scorede maksimumpoint for børn på op til 18 måneder.
Beskyttelsen mod fodgængere er ikke god, og fronten virker aggressiv overfor både børn og voksne.
Den aktive sikkerhed er derimod fin med både ESC og hastighedsbegrænser. Der er ikke selealarmer ved bagsædet, og det trækker ned.
FDM mener: Orlando følger fint tendensen fra Chevrolet med markant mere sikre biler, end det vi har været vant til. Det er flot!
Citroën DS5: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under frontaltesten, og både ben og lår var godt beskyttet. Citroën demonstrerede, at beskyttelsen gælder personer af varierende højde og med sæderne i forskellige positioner. I sidekollisionstesten fik DS5 maksimumpoint, mens pæletesten udløste en belastning over middel. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var ikke tilfredsstillende.
Ved kollisionstesten blev børnesikkerheden bedømt, og her opnåede Citroën næsten topkarakter. Helt så godt så det ikke ud ved bedømmelsen af bilens aggressivitet overfor fodgængere. DS5 er aggressiv i sin konstruktion, og det trækker ned.
Når det handler om den aktive sikkerhed, var DS5 til topkarakter. Alle udgaver har ESC og selealarmer på alle pladser. Bilen er desuden forsynet med fartbegrænser.
FDM mener: Citroën holder stilen med et flot samlet resultat. Et par skønhedspletter bør dog fjernes. Således er hovedstøtterne for ringe konstrueret, og sikkerheden ved pæletesten er svag.
Hyundai i40: Fem stjerner
Kabinen forblev stabil under testen, og Hyundais særlige knæairbag viste sig at have en fin indflydelse på beskyttelsen, som vurderes at være i top. Hyundai i40 opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten og klarede sig også fint i den mere krævende pæle-test. Sæder og hovedstøtter leverede en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.
Belastningen af børn i autostole ved bagsædet oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.
Fodgængersikkerheden er præget af en ringe beskyttelse ved selve motorhjelmen, mens stødfangeren foran gav en fin beskyttelse mod personskader.
Hyundai i40 er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er to selealarmer. En hastighedsbegrænser findes på udgaver med fartpilot. Samlet set er den aktive sikkerhed på et højt niveau.
FDM mener: Det er godt at se, at Hyundai holder den gode takt med sikre biler. Flot!
Kia Picanto: Fem stjerner – i Danmark
Den nye udgave af Picanto opnåede samlet set fire stjerner i den internationale test, idet den blev nedgraderet fra fem til fire stjerner, da der ikke er ESC på alle udgaver i hele Europa. I Danmark er der heldigvis ESC på alle udgaver, og det ventes derfor at bilen herhjemme kan betragtes som en femstjernet bil og dermed nyde godt af det fradrag i registreringsafgiften, som biler med fem stjerner opnår.
Testen viste, at kabinen forblev stabil under kollisionen. I frontaltesten gav airbags en fin beskyttelse af passagererne uanset størrelse og position. I sidekollisionstesten åbnede bagdøren sig, og det trækker ned. I den mere krævende pæletest forblev bagdøren dog lukket. Resultatet viste påvirkninger af brystkassen over middel. Testen af hovedstøtterne viste, at de ikke gav tilstrækkelig beskyttelse af hovedet i tilfælde af bagendekollision. Det var hovedstøtten, der ikke er aktiv, der var testet.
Belastningen af børn i autostole ved bagsædet oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.
Fodgængersikkerheden er præget af en ringe beskyttelse ved selve motorhjelmen, mens stødfangeren foran gav en fin beskyttelse mod personskader.
ESC er ikke standard på alle udgaver i Europa, og det er det, der trækker resultatet ned på fire stjerner. I Danmark er der ESC på alle udgaver. Derfor vælger FDM at opgradere Kia Picanto til fem danske stjerner. Der er selealarm på alle fem siddepladser i bilen.
FDM mener: Kia Picanto er i 100.000 kroners klassen og har opnået de maksimale fem stjerner herhjemme. Imponerende!
Opel Ampera: Fem Stjerner
Kabinen forblev stabil under kollisionen, og alle airbags gav god beskyttelse af begge forsædepassagerer. Visse områder af instrumentbordet blev dog kritiseret for at være en potentiel risiko for skader for passagerer af forskellig størrelse. I både sidekollisionstesten og den mere krævende pæletest opnåede Ampera topkarakter – det er ikke set før. Derimod er beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision ikke imponerende.
Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn.
For fodgængere er der fin beskyttelse i stødfangeren, mens motorhjelmen er alt for aggressiv overfor fodgængere.
Ampera har en fin aktiv sikkerhed med ESC som standardudstyr og selestrammere på alle pladser. Bilen er ikke udstyret med hastighedsbegrænser.
FDM mener: Ampera er en opladningshybrid og viser, at moderne miljøteknik sagtens kan gå hånd i hånd med høj sikkerhed. Men der er alligevel plads til forbedringer.
VW Golf Cabriolet: Fem stjerner
Et meget flot resultat i alle kategorier var resultatet af frontaltesten. Alle i bilen er godt beskyttet, det gælder også børn i autostole, der i begge alderskategorier opnåede topkarakterer.
Fodgængerbeskyttelsen er derimod et område, VW må arbejde mere med. Her er resultatet ringe, og VW Golf må betragtes som en noget aggressiv bil overfor fodgængere.
Den aktive sikkerhed er kun lige godkendt, og Golf Cabriolet får point for ESC. Der er derimod ikke selealarmer på bagsædet, ligesom bilen ikke er forsynet med en hastighedsbegrænser.
FDM mener: Volkswagen viser, at man sagtens kan kombinere en åben bil med høj sikkerhed.
VW Jetta: Fem stjerner
I kollisionstesten opnåede Jetta et flot resultat, og fabrikken viste, at resultatet gælder personer af forskellig størrelse og placering. Jetta opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, mens den mere krævende pæletest medførte noget højere belastning af føreren. Hovedstøtterne gav fin beskyttelse i tilfælde af en bagendekollision.
Børn i både på 18 måneders- og treårsalderen opnåede maksimum for fin beskyttelse.
Fodgængerbeskyttelsen var fin, og Jetta opnåede maksimumpoint i vurderingen af stødfangerens påvirkning af fodgængere. Det gav en fin vurdering af bilens aggressivitet overfor børn, mens den var mere aggressiv overfor voksne.
Antiudskridningssystemet ESC er standard, det samme er selealarmer på forsæderne. Det er ikke muligt at bestille bilen med en fartbegrænser.
FDM mener: Den mexicansk-byggede VW har samme høje sikkerhedsniveau, som det vi er vant til. Det er godt!