Det virker fuldstændig logisk. Efter succes med både X6 og X4 måtte der også komme en X2, en lille coupé-SUV. Og det gør der engang i 2017, viser den spændstige koncept-forløber, som BMW viser på Paris-udstillingen.
Med X2 når BMW op på seks SUV/crossover-modeller.Opskriften på X2 er som for de øvrige X-modeller med lige numre: en coupé-agtig SUV med mere emotionelle linjer og med mere luksus og motorkraft end de billigste udgaver af X1/X3/X5.
Den mest vovede X-model
Bedømt ud fra konceptbilen i Paris bliver X2 den hidtil mest vovede og friske i designet - selv om den enorme X6 bestemt ikek går i ét med tapetet.
Grundlæggende pilles der ikke ved designet inden lanceringen, selv om nogle af detaljerne er tydelige konceptting: udstødningsrør, bundplader for- og bag, sidespejle, manglende dørgreb samt fælge.Sidstnævnte er på 21 tommer, hvilket nok kunne blive en mulighed senere, men næppe i den udstillede udgave.
Vi forventer, at den rigtige X2 bliver vist på enten Genève-udstillingen til marts eller Shanghai-udstillingen til april med kundebiler klar efter sommerferien 2017.
SE OGSÅ: Motors store sektion om Paris-udstillingen