Saab kører igen

Efter 458 dages stilstand er Saab-fabrikken i Trollhättan i Sverige i gang igen. Nu er det kinesere, der ejer fabrikken, og de første biler bliver kun solgt i Sverige og i Kina. Motor var med ved genåbningen.

Det var en sort Saab 9-3 sedan 2.0 Turbo der blev første bil fra den nu genåbne fabrik i Trollhättan i Sverige.
Nyt om biler

Det blå/gule bånd blev symbolsk klippet over af den nye hovedejer Kai Johan Jiang (th) sammen med borgmesteren i den kinesiske by Qingdao, der også er delejer af Saab, samt den svenske udviklingsminister Annie Lööf.
Det blå/gule bånd blev symbolsk klippet over af den nye hovedejer Kai Johan Jiang (th) sammen med borgmesteren i den kinesiske by Qingdao, der også er delejer af Saab, samt den svenske udviklingsminister Annie Lööf.
Det var en sort Saab 9-3 2.0 Turbo i firedørs udgave, der 2. december 2013 kørte af båndet som den første producerede bil i 458 dage og under de nye ejere.

Denne dato nu blevet den officielle fødselsdag for det nye Saab. Den nye ejer hedder officielt NEVS (National Electric Vehicle Sweden), og det selskab ejes af en svensk-kinesisk rigmand og bystyret i den kinesiske by Qingdao, der med sine 100 mio. beboere i nærområdet har stort behov for nye elbiler.

Skal bygge elbiler

I Kina satser man for alvor på elbiler, da de folkerige byer er ved at gå under i os fra forurenende billigbiler.

Motoren er en toliters benzinmotor fra GM i denne første udgave, men senere dukker bilen op med andre alternativer, heriblandt en eldreven udgave med batterier til mindst 300 km kørsel.
Motoren er en toliters benzinmotor fra GM i denne første udgave, men senere dukker bilen op med andre alternativer, heriblandt en eldreven udgave med batterier til mindst 300 km kørsel.
Bystyret har derfor valgt at investere i Saab, og samme dag som fabrikken genstartede produktionen, kunne man offentliggøre, at den første ordre netop er kommet fra bystyret og består af 200 Saab 9-3 uden motor.

De 200 motorløse biler skal fragtes til Kina og her monteres med batteri og elmotor. Den nye hovedejer af Saab, rigmanden og delsvenskeren Kai Johan Jiang er nemlig også involveret i en japansk fabrik, der producerer batterier til køretøjer, og det er herfra batterierne og den øvrige teknologi skal komme.

Målet er, at alle Saabs biler i fremtiden skal være batteridrevne elbiler, men da markedet endnu ikke er modent til den teknologi, vil man bygge benzindrevne biler i mange år fremover.

Spinkelt modelprogram

Der er ikke stor fart på produktionen de første måneder, og Saab regner kun med at producere omkring to biler om dagen i begyndelsen. Modelprogrammet er derfor indskrænket til den firedørs udgave af Saab 9-3, og det eneste man kan vælge mellem er to fælgstørrelser, manuelt- eller automatgear, farverne sort eller sølv med hver sin farve læderindtræk.

Saab-fabrikken ser bedre ud end i mange år. Nye skilte, nye flag og et nyt navn  NEVS  National Electric Vehicle Sweden tager nu imod gæster og kommende bilkøbere, der skal hente deres nye bil på fabrikken.
Saab-fabrikken ser bedre ud end i mange år. Nye skilte, nye flag og et nyt navn NEVS National Electric Vehicle Sweden tager nu imod gæster og kommende bilkøbere, der skal hente deres nye bil på fabrikken.
I foråret 2014 kommer et mindre facelift, og herefter introduceres Saab 9-3 som stationcar og senere på året også som cabriolet. Disse udgaver vil kunne fås i versioner med enten en ny benzinmotor eller en elmotor.

De første ca. 2.000 udgaver forsynes med den toliters motor, som fandtes i den version, der var på markedet, da fabrikken gik konkurs. Årsagen til det valg er simpelt: Da de nye ejere overtog fabriksanlægget, stod der ganske enkelt ca. 2.000 nye GM-motorer på lageret, og det er de motorer, der skal bruges først.

Hvilken motor der senere kommer, er uvist, men det bliver formentlig en fra en helt ny samarbejdspartner.

Skal sælges på internettet

Efter fabrikken gik konkurs, er nettet af forhandlere gået i opløsning, og fabrikken står derfor på næsten bar bund. Man har lavet aftaler med det nye firma Orio, som er opstået på baggrund af det gamle netværk, der leverede Saab-reservedele, og det betyder, at man stadig kan få dele til en Saab fremover.

Men forhandlerne er væk, og fabrikken i Trollhättan bliver derfor eneste sted, hvor man kan se, prøve og købe en ny Saab. Salget påbegyndes 10. december på Saabs hjemmside, Saabcars.com, og ideen er, at man selv skal hente bilen på fabrikken.

I første omgang er det kun svenskere, der kan købe en ny Saab, og prisen begynder på 279.000 svenske kroner, hvilket svarer til mindst 600.000 danske kroner på danske plader. Men Saabs ledelse vil overfor Motor ikke gætte på, hvor lang tid der går, før Saab-mærket er tilbage i Danmark.

Men Saab-bilerne skal nok komme til Danmark, siger NEVS, for målet er, at alle markeder skal genetableres.

Skal også bygges i Kina

På en pressekonference på fabrikken i Trollhättan i forbindelse med genåbningen understregede de nye ejere, at det ligger fast, at produktionen i Sverige skal fastholdes. Men fabrikken i Sverige kan kun klare ca. 120.000 biler pr. år, og de nye ejeres ambitioner er større end det.

Det er derfor planen, at der skal etableres en parallel produktion i Kina, der kan levere biler til de store asiatiske markeder. Det vil dog først ske, når en helt nyudviklet model er klar om nogle år.

Den er Saab i øjeblikket ved at udvikle på den platform, der i lighed med mange andre teknologier også fulgte med i købet. De nye ejere fik dog ikke retten med til at bygge de nyeste biler Saab 9-5 og Saab 9-4X, og det betyder, at de ikke kommer til at blive produceret igen.