FDMs forslag til en omlægning af bilafgifterne

FDM opfordrer Folketingets partier til at gå i gang med en grundlæggende omlægning af bilafgifterne.

FDM Mener

Den nuværende afgiftsmodel medfører en række uhensigtsmæssige konsekvenser i relation til skatteprovenu, miljø, sikkerhed og mobilitet, samtidig med at den forvrider bilmarkedet til ugunst for forbrugerne.

Afgiftssystemet, som vi kender det:

  • Fastholder en bilpark, hvor 40 pct. af bilerne er ældre end 10 år
  • Giver grundlag for en markant forskelsbehandling mellem private bilkøbere og professionelle leasingselskaber samt et uigennemskueligt brugtbilsmarked
  • Giver et særdeles konjunkturfølsomt afgiftsprovenu
  • Hindrer udbredelse af miljø- og sikkerhedsteknologier

Der er behov for en omlægning af bilafgifterne i form af en gradvis reduktion af registreringsafgiften og på lang sigt konvertering til et intelligent kørselsafgiftssystem. FDM foreslår en ny afgiftsmodel, der gradvis sænker registreringsafgiften til 30 pct. af det nuværende niveau over en 7-årig periode, og samtidig indfører en gradvis stigende årlig afgift baseret på bilens miljø- og sikkerhedsegenskaber. Bilafgiftsmodellen tager højde for fire centrale forhold:

  • Et ønske om at tilgodese miljøvenlige biler ud fra objektive kriterier, uanset teknologi
  • Et ønske om at tilgodese sikre biler, der imødegår de store personlige og samfundsøkonomiske omkostninger, der opstår som følge af personskader i trafikken
  • Et ønske om at forbrugere og leasingselskaber skal betale det samme i registreringsafgift for identiske biler
  • Et ønske om at give danske bilister mulighed for at vælge bil efter behov under hensyntagen til miljø og sikkerhed

Principperne i en ny afgiftsmodel:

  • Sænke registreringsafgiften med 70 pct. over 7 år. Ved at bibeholde 30 pct. af registreringsafgiften er der mulighed for fradrag for særligt sikkerhedsudstyr eller for biler, der kører på alternative drivmidler som biogas, E85 mv.
  • Indføre en årlig teknisk afgift for nye biler på gennemsnitlig 10.000 kr. ved fuld indfasning
  • Inddele den tekniske afgift i en række knæk og forskellige satser, der kan fremme de mest energirigtige modeller
  • En luftkvalitetstakst (partikler/NOx), der håndterer navnlig dieselbilernes større påvirkning af den lokale luftkvalitet end benzinbiler

De statsfinansielle konsekvenser vil være, at provenutabet over en tiårig periode er nogenlunde det samme, som forventes ved den nuværende udvikling i leasing, hvor hver anden bil forventes at blive leaset. Forslaget sikrer ens konkurrenceforhold mellem leasingbranchen og bilforhandlerne.

FDM er klar til en dialog om, hvordan vi bedst indretter afgiftssystemet, og vi glæder os over, at der nu synes at være politisk vilje til at reformere bilafgifterne, så de reelt fremmer og ikke hæmmer energirigtige biler.