På den internationale biludstilling i Detroit viser Porsche den nye 911 Targa og genopliver dermed en model, der første gang så dagens lys i 1965.
Som på den oprindelige model har den nye 911 Targa en bred sikkerhedsbøjle i stedet for den traditionelle dørstolpe samt en panoramabagrude, som går hele vejen rundt uden bageste stolper. I modsætning til originalen, hvor targataget skulle løftes af manuelt og gemmes væk bag sæderne, foregår åbningen nu med et tryk på en knap, hvorved hele panoramabagruden løftes og giver plads til, at tagpanelet bliver skjult. Hele processen tager omkring 20 sekunder.
Permanent firehjulstræk
Porsche 911 Targa har permanent firehjulstræk og stabilitetsprogram, hvilket ifølge Porsche sikrer, at bilen byder på optimal køredynamik under alle forhold. Den nye model har naturligt nok en hel del til fælles med 911 Carrera 4 og Carrera 4S Cabriolet. Op til skulderlinjen er de identiske, men kombinationen af den brede bagende fra Carrera 4 og den store panoramabagrude giver den nye 911 Targa sin helt egen profil.Porsche 911 Targa kommer på markedet i to versioner. 911 Targa 4 er udstyret med en 3.4-liters 6-cylindret boksermotor med direkte benzinindsprøjtning og 350 hk. Det giver en acceleration fra 0 til 100 km/t. på 4,8 sekunder og en topfart på 282 km/t. Ifølge Porsches oplysninger er forbruget mellem 10,5 og 11,4 km/l afhængig af transmission, og CO2-udledningen mellem 223 og 204 g/km.
Fra 2,3 mio. kr.
Topmodellen er 911 Targa 4S med en 3.8-liters motor og 400 hk. Denne version har en topfart på 296 km/t., mens 0-100 km/t. er klaret på 4,4 sekunder i hurtigste udstyrsversion. Forbruget opgives til mellem 10,0 og 10,8 km/l afhængig af transmission, og det giver en CO2-udledning fra 237 til 214 g/km.
Porsche 911 Targa kommer til salg i Danmark i begyndelsen af sommeren til priser fra kr. 2,3 mio. kr. for Targa 4, og fra kr. 2,7 mio. kr. for Targa 4S.