Pininfarina solgt til Indien

Det italienske designhus Pininfarina, der længe har været nødlidende, er blevet købt af Mahindra & Mahindra. Det viser, at inderen har globale ambitioner.

Konceptbilen Halo skabt af Pininfarina for Mahindra.
Nyt om biler

Et lille, men markant europæisk bilfirma er blevet solgt til Indien. Giganten Mahindra & Mahindra har købt det ikoniske italienske designhus og tidligere bilbygger Carozzeria Pininfarina for 1,3 mia. kr., efter at Pininfarina har tabt penge i årevis.

Med købet af det kendte italienske firma får Mahindra & Mahindra et godt visitkort til sine globale ambitioner.

Den elektriske konceptbil Halo er skabt af Pininfarina for Mahindra. Foto: Pininfarina
Den elektriske konceptbil Halo er skabt af Pininfarina for Mahindra. Foto: Pininfarina
Pininfarina forbliver et selvstændigt firma noteret på børsen i Milano, og Mahindra & Mahindra vil nu investere meget i firmaet, så det kan blive større og stærkere.

Design bliver vigtigt for Mahindra

- Pininfarinas legendariske designerfaring vil i væsentlig grad forbedre designkvaliteten i hele Mahindra-koncernen, siger bestyrelsesformand Anand Mahindra i en erklæring.

- I betragtning af at design spiller en større og større rolle for moderne forbrugere, vil godt produktdesign få stor indflydelse på kundernes valg af mærke, siger han.

Overtagelsen af Pininfarina er endnu et eksempel på Mahindras globale vækstplaner. Tidligere har inderne opkøbt Ssangyong og PSA/Peugeot-Citroëns motorcykel-afdeling.

Grundlagt 1930

Carozzeria Pininfarina blev grundlagt I 1930 af Battista "Pinin" Farina, og havde I sin storhedstid næsten 3.000 ansatte.

Pininfarina er mest kendt for at være husdesigner for Ferrari, men har skabt et stort antal ikoniske biler, ikke kun italienske. Blandt den næsten uendelige række af værker er Alfa Romeo Giulietta Spider, Jaguar XJ6, Peugeot 504 coupé og cabriolet, Peugeot 406 Coupé, Opel Omega, Ford Streetka, Maserati Quattroporto og Hyundai Matrix.

Carozzeria Pininfarina har også bygget mange biler i små serier på vegne af de store bilproducenter. Blandt de biler, firmaet fremstillede, var AlfaRomeo Giulietta Spider og Brera foruden en lang række andre Alfa’er, Lancia’er og Ferrari’er samt Ford Streetka, Peugeot 306 Cabriolet, Bentley Azure, Ford Focus Coupé Cabriolet og Mitsubishi Colt CZC.

Byggede Volvo'er i Sverige

Et markant eksempel fra nyere tid er et joint venture med Volvo, som 2003-2011 fremstillede Volvo C70 i Uddevalla, Sverige. De sidste to år af bilens produktion stod Volvo selv for fremstillingen.

I nyere tid har italienerne også haft en del designopgaver for kinesiske bilmærker, der selv har haft mere end svært ved at finde en designlinje. Pininfarina har også designet de danske IC4-tog.