Toyotas første rigtige batteri-elbil står fin og færdig på det store bilshow i Paris. Men længere kommer den ikke. Verdens største bilproducent dropper i sidste øjeblik - og efter tre års kostbar udviklingsarbejde – elbilen iQ.
Det skulle have været Toyotas eneste egentlige elbil, men nu opgives den ganske enkelt - bortset fra at der bygges 100 eksemplarer, der skal leases ud i Japan og USA.
Manden der dræbte elbilen
På Paris-udstillingen møder Motor Toyota Europes ansvarlige for motorer, hybridbiler, brintbiler og elbiler, Gerald Kilman. Det er fristende at stille ham spørgsmålet:
Mr. Kilman, did you kill the electric car?
- No, no, we just postponed it 5, 10, 15 years, lyder svaret omtrent. Nej vi har ikke opgivet. Men der går fem, ti eller femten år.
Kører for kort på opladning og er for dyr
Gerald Kilman forklarer, at bilens præstationer slet ikke lever op til, hvad kunderne forventer. Og så er den for dyr.
Elbilen ville trods et ikke specielt stort batteri og en rækkevidde på kun 85 km komme til at koste 275.000 kr. i Tyskland. Det er ca. lige så meget som Prius med opladningsteknik, 25 kms rækkevidde og en kraftig benzinmotor.
Se mere: Toyota klar med elbil
Hybrider og brint
- Opladningshybrider er det bedste valg nu og om lidt også brændselscellebiler, siger Toyota-chefen.
Men hvorfor viser I så elbilen her på udstillingen?
- Vi er ikke bange for at gøre et statement om, at resultatet ikke er givet, når man udvikler ny teknologi, og at vi har modet til at sige stop.
Utryg ved batteriet
Kilman peger også på usikkerhed omkring bilens litium-ion-batteri.
- Det skal holde i hele bilens levetid, og kunden forventer, at kvaliteten er i orden, siger Toyota-chefen og tilføjer:
- Vi er lidt bekymret for holdbarheden, når batteriet får mange dybe afladninger, som det sker i en almindelig elbil - modsat en hybrid. Vi ved ikke, om det er et problem, men vi kan ikke garantere, at det kan holde godt nok.