Mens Vejdirektoratet er ved at lægge allersidste hånd og asfalt på den udvidede Motorring 3 ved København, indledes den første fysiske indsats med at udvide den næste ringmotorvej, Motorring 4.

Generne begynder til foråret
Lige nu foregår forberedende arbejde på strækningen, og det rigtige vejarbejde går i gang til foråret 2012.
Til den tid vil arbejdet genere de daglige 67.000 bilister, men ulemperne bliver mindre end ved andre motorvejsudvidelser, da ingen broer skal rives ned eller bygges om.
Midterrabat inddrages
M4, som vejen også kaldes, er nemlig anlagt med en usædvanlig bred midterrabat, og det er her, de to ekstra vognbaner skal placeres.
Når vejen er færdig i efteråret 2014, forventes det, at trafikken vil stige til ca. 70.000 køretøjer, især fordi andre veje aflastes. M4 er klar et år efter, at første etape af Frederikssundsmotorvejen indvies og et år før, anden etape er klar.

300 mio. kr.
Budgettet for udvidelsen er ca. 300 mio. kr.
To forslag fra teknikerne til forbedringer er blevet fravalgt: Der kommer ingen faunapassage for at mindske vejens barriereeffekt, og der kommer ingen nordvendt tilslutning til Roskildevej.