Wifi inde i bilerne tilbydes bl.a. af Audi og BMW, og fremover bliver den trådløse forbindelse i nye Audi’er lynhurtig.
Med debut i den nye Audi A3 sedan kan det eksterne link til internettet hoppe på det nye 4G/LTE-mobilnet. Det giver mulighed for ekstrem kraftig forbindelse, idet datatransmissionen så kommer helt op på 100 Mbit pr. sekund.
Klar til november
Audi A3 produceret fra og med uge 45 (primo november) kan bestilles med wifi, der er ”4G-ready”.
Dermed kan de ombordværende f.eks. streame film i HD-kvalitet eller spille online-computerspil i høj kvalitet.
4G-ready vil sige, at bilens hardware er klar til den nye standard, mens bilens bruger skal selv tegne abonnement hos en teleudbyder, der tilbyder 4G.
Wifi via mobildata
Bilens sim-kort sørger for dataforbindelsen til mobilnettet, og så sidder der en router inde i bilen, der spreder det trådløse wifi-signal i kabinen på samme måde som i hjemmet eller f.eks. på en cafe.
De store danske mobilselskaber har nu 4G. Hvad det koster at benytte sig af de store datamængder – i særdeleshed i udlandet – afhænger af ens abonnement.
Efter lanceringen i A3 følger øvrige Audi-modeller løbende.