Saab har fået et pusterum. I andet forsøg har det kriseramte firma fået lov at gå i, hvad der bedst kan betegnes som betalingsstandsning.
Efter appel har en domstol i Göteborg givet Saab lov til at søge beskyttelse mod sine mange kreditorer, der i sær tæller medarbejdere, der slet ikke har fået løn for august, og underleverandører.
Dermed er Saab for en stund reddet mod konkurs.
- Saab er ikke insolvent, men har midlertidige likvideretsproblemer, formulerer firmaet det selv.
Tiden skal nu bruges til at sikre midlertidig finansiering fra først og fremmest de to kinesiske firmaer, der har lovet at investere massivt i Saab Automobile, der ejes af det hollandske Swedish Automobile.
Det drejer sig om ca. 1,9 mia. kr.
Saabs gælde til underleverandører udgør dog alene ca. én mia. kr. foruden gælden til de ansatte, der nu i første omgang får penge fra en statslig garantifond.