Ved første øjekast ligner den nye konceptbil fra Saab noget, der er hentet fra en Batman-film, men når man først har fanget linierne i bilen, fornemmer man et design, der både formår at sende hilsner til den klassiske Saab 92 og på den anden side tegne et billede af den nye Saab 9-3, som ventes på gaden om mere end et år.

Præsentationen af PhoeniX foregik på Geneve-biludstillingens første pressedag – kun godt et år efter at den svenske fabrik blev solgt af amerikanske General Motors til den hollandske bilproducent Spyker.
Front i tre dæk
Fronten på PhoeniX er nærmest skulpturelt opbygget i tre dæk, hvor det øverste har tydelige former, som kendes fra motorhjelmen på nogle af bilfabrikkens allerførste biler. På den måde giver fronten et meget troværdigt billede af forenden på den kommende 9-3.

Stor bagklap
Derimod er det mere interessant, at PhoeniX allerede nu har fået den store bagklap, som også altid har været en del af Saab-ideen. Den blev sløjfet, da GM overtog styringen af Saab - antagelig for at gøre mærket mere amerikansk.
Nu tyder det på, at vi kan vente os en ægte femdørs Saab Combi Coupé, når den nye 9-3 præsenteres – formentlig i Geneve om et år.
Hybridteknik
Teknikken bag PhoeniX er i øvrigt baseret på hybridteknologi, og også her får vi en ide om, hvad vi kan vente os på længere sigt.
Denne del er dog noget uklar, da Saab netop har indgået en aftale med BMW om levering af den fremtidige motorteknologi.