Mens vinden fra sidste uges storm har lagt sig, er skaderne så småt ved at blive gjort op. Stormrådet har i den forbindelse netop afgjort, at det var store dele af landet, der blev ramt af stormflod. Det betyder, at borgere i de berørte områder nu via deres forsikringsselskab kan søge Stormrådet om erstatning.
LÆS OGSÅ: Stormskader på biler
Biler ikke dækket
Blandt de mange skadeslidte er også mange af landets bilejere, hvis biler enten blev ramt af stormflod eller på anden vis blev helt eller delvist ødelagt under stormens hærgen.
De uheldige bilejere skal imidlertid ikke sætte næsen op efter stormflodserstatning, der kræver, at den beskadigede del er omfattet af en afgiftspligtig og gyldig brandforsikring.
En række ting – herunder biler – er nemlig undtaget den såkaldte stormflodsordning.
”Det betyder, at eventuelle skader skal dækkes over bilens kaskoforsikring. Har man ikke sådan en, må man selv afholde udgifterne,” siger leder af FDM juridiske rådgivning Per Alkestrup.
LÆS OGSÅ: Er bilen blevet vandskadet?
Stormskadet indbo
Selvom man ikke skulle have kaskoforsikring på selve bilen, kan der alligevel være økonomisk hjælp at hente, hvis man har haft effekter som en skoletaske med computer eller tøj liggende i bilen. Det er nemlig løsøre, som er dækket af den nødvendige forsikring.
”Man kan altså ende i en situation, hvor skader på bilen ikke er dækket af forsikringen, mens de ødelagte effekter inde i den vil være det. I så fald skal man søge erstatning for stormflodsskade igennem sit forsikringsselskab. Det er også forsikringsselskabet, der behandler anmodningen om stormflodserstatning,” forklarer Per Alkestrup.
Offentlig katastrofeordning
Stormrådet er en uafhængig offentlig katastrofeordning, som afgør, hvornår der er tale om stormflod, stormfald eller oversvømmelse.
Ordningen finansieres af midler, der opkræves over brandforsikringen. Skal man have erstatning af Stormrådet kræver det derfor, at man har tegnet en brandforsikring.